Reception på Dronninglund Slot

2019-01-17T11:55:25+00:0012. februar 2010|Ledelse og kommunikation|

Det er nu 25 år siden, at stiftelsen af ”Marie Elisabeth & Harald Høgsbros fond til bevarelse af Dronninglund Slot” fandt sted, og dermed også 25 år siden, at hotel, restaurant og kursuscenter blev etableret på Dronninglund Slot.

 

Jeg mindes tydeligt en opringning fra kommunaldirektør Ove Thomsen, der spurgte, om jeg ville hjælpe med ideer til, hvad man kunne bruge et slot til. Jeg kørte ud til Dronninglund Slot sammen med ham. Der var store huller i taget, rummene var ikke opvarmet, og fru Høgsbro mødte vi et et lille køkken. Hun var lærer ved Dronninglund skole. Hele lønnnen gik til opvarmning af enkelte rum, så der var ikke meget at slå til søren med.

 

Jeg fik min gode ven sparekassedirektør Ole Aaen med i en lille arbejdsgruppe og bedst medens vi udviklede ideer, blev Ove ringet op af et byrådsmedlem, der var kommet undervejs med, at Nordisk Råd ønskede at finde lokaler til uddannelse af lærere, der skulle undervise døvblinde. Og det blev faktisk basis for det hele.

 

Familien Høgsbro etablerede ovennævnte fond, og der blev stiftet et driftsselskab, der skulle få økonomi i det hele ved at starte hotelvirksomhed, kursuscenter og restauration. Jeg kom i driftsbestyrelsen og bidrog med mange aktiviteter, herunder et stort lederudviklingsprogram med Spar Nord, men der var krisetider for økonomien.

 

Mange lokaler personer engagerede sig i processen, herunder min gode ven skoleinspektør Aage Ansø, der havde gode relationer til fru Høgsbro. Dronninglund kommune med borgmester Poul Møller og kommunaldirektør Ove Thomsen i spidsen lagde sig i teten med ansøgninger til Skov- og Naturstyrelsen m.fl., og efterhånden lykkedes det at få kapital til en større ombygning, såvidt jeg husker ca. 16 mio.

 

Desværre gik der kage i processen på det personlige plan. Aage Ansø har altid haft et stort hjerte med en skarp tunge, og det endte med, at kommunen anlagde injuriesag mod ham. Sæby Ret gav kommunen ret. Jeg var tvunget til at udtræde af bestyrelsen, da jeg jo var gode venner med begge parter. Til deres store ros holdt de mig fuldstændig udenfor processen.

 

Efter flere dramatiske episoder gennem årene med udskiftning af restauratører m.v. har de senere år været en kanonsucces. Eksempelvis er der udviklet et bryllupskoncept, og jeg mener, Ove har fortalt, at man i 2010 havde 80 bryllupper. De senere år har Kent Stoltenborg været direktør med stor succes, og Ove Thomsen er blevet formand for fondsbestyrelsen efter mange års utrættelig indsats.

Det var svært hyggeligt at deltage i receptionen og møde de gamle bekendte. Der blev udvekslet en del løgne/pralehistorier.