En dag på båden

2010-03-10T00:00:00+00:0010. marts 2010|Kaj og familien|

Vi stod op ved 7-tiden og spiste vor morgenmad ude i luften på øverste dæk. Masser af dejlig frugt, yoghurt, kaffe og hver dag en omelet frembagt af en omeletkok.

 

Derefter afslapning på balkonen, inden vi kl. 09.30 startede på exercise class: stretching. Dvs. en række strækøvelser oppe på dæk 9 i den friske luft anført af en ung dame. Den første uge bl.a. af en underskøn brasilianer, der gjorde, at jeg havde svært ved at koncentrere mig. Det blev bedre i uge to, der var anført af en ualmindelig rar ung pige, der virkelig kunne få gang i de stive lemmer.

 

Hvis der var landgang på en af øerne, deltog vi heri, men var vi hele tiden på skibet gik resten af formiddagen med solbadning på dækket indtil frokosten kl. 12, som vi indtog i den store restaurant. Her sad vi tilfældigt ved runde borde. Der var mange amerikanere ombord, og de er jo vældig venlige mennesker, der alle har en grandfather i Danmark, Norge eller Sverige.

 

De var meget optaget af at høre vores mening om Obama. Alle mente, han ville noget af det rigtige, men amerikanerne er ikke modne til hans politik. F.eks. vil de gerne have offentlig sygesikring, men de vil ikke betale skatten. De vedkender, at de har et voldsomt fedmeproblem med alt for mange tykke mennesker, men de elsker deres pandekager med sirup, deres store dejlige bøffer m.v. Dog er der i de store byer ved at komme en holdningsændring, og sukkerindustrien har nu erkendt, at de må foretage en kovending, ellers ender det helt galt.

 

De elsker også deres store biler og kan ikke forstå, at de små europæiske biler overhovedet kan holde. Mange gav udtryk for, at de ikke var meget for Obamas hudfarve, og endelig fik den katolske kirke megen kritik for at ville stoppe al nytænkning. Så vi hørte meget til frokosten.

 

Efter frokosten var der atter tid til en tur på dækket, evt. en lille svømmetur med eftervarmning i spaen. Kl. 16 – 17 var der happy hour, der betød, at vi for to glas vin betalte for ét glas, eller til Anders to glas øl mod betaling af ét glas.

 

Så var det tid til at gøre klar til middagen kl. 18.00 i den flotte italienske spiserestaurant. Her kunne man vælge mellem 7 retter, der hver især var opdelt i en række muligheder. Angående vinen købte vi paketter bestående af 3 røde, 2 hvide og 7 vand. Maden var excellent og betjeningen perfekt.

 

Efter middagen var der hver aften forestilling i det store Caruso Teater. Det morsomste var de to aftener, hvor skibets besætning optrådte. De var jo alle amatører men kom fra alle mulige lande. Vi havde dog den største oplevelse med to akrobater fra Ungarn: Zoltan og Mercedes. Jeg tror ikke, at den sidstnævnte flotte pige har ben i kroppen.

 

Hvis vi ellers kunne holde os vågne, var der natmad kl. 12. Her var det kun Anders, der havde kondition til at indtage en øl inden sengetid. Med al den friske havluft, hårde hvileprogram, mad og vine sov vi som en sten.