Drengefrokost hos John Elling i Strandby

2010-04-24T00:00:00+00:0024. april 2010|Kaj og familien|

John havde inviteret til frokost i anledning af hans 50 års fødselsdag. Da han har arbejdet med pelsdyravl i mange år, vrimlede det ind med minkfolk fra hele lndet, medarbejdere fra auktionen i Glostrup, foderleverandører, medarbejdere, familie og venner m.v.

 

Festen blev holdt i  det nye hus, der er opført i Strandby på samme grund som Johns oldeforældre Petrea og Thomas boede.

 

Vi blev anbragt ved runde borde efter en nøje udregnet bordplan opdelt i klassifikationer. Det betød, at jeg blev placeret mellem Johns daglige bankrådgiver og adm. direktør for Nordjyske Bank, Jens Ole Jensen, som jeg læste 1. del af HD sammen med, så vi havde meget at snakke om. Dertil kommer, at Jens Ole er medlem af økonomiudvalget i Fr.havn kommune, hvor han nærmest bliver betragtet som økonomisk overvismand. Foreløbigt uden den store succes, men lad os nu se.

 

Hanne havde medhjælp i køkkenet af de ikke inviterede hustruer, der anrettede buffet med fisk, lam, okse, grøntsager og masser af kager. Dertil vin i passende mængder, der efterhånden blev erstattet af håndbajere.

 

Svoger Palle holdt familietalen og Jens Ole egnstalen. Sidst på eftermiddagen blev jeg kørt hjem af Jens Ole. Iflg. pålidelig kilde sluttede festen kl. 24 med frikadeller og pølser, men det var kun for de konditionsstærke.