Frank Arnesen i Det Musiske Hus, Frederikshavn

2019-01-17T11:55:24+00:0010. maj 2010|Ledelse og kommunikation|

Direktør Kim Høfler fra Frederikshavn Event havde virkeligt gjort et kup, da han via Frits Ahlstrøm havde fået Frank Arnesen til Frederikshavn. Frank har i flere år undveget den danske og britiske presse, men der blev sandelig åbnet for sluserne i Fr.havn.

 

Arrangementet var bygget op som et “Talk Show” med Frits Ahlstrøm som interviewer, hvilket han var en mester til. Vi fik hele Franks livsforløb fra hjemmet på Christianshavn som avisdreng (der starter alle millionærer), ungdomsårene i Fremad Amager, kontrakten som 18 årig med Ajax sammen med Søren Lerby. De spændende år i Ajax. Kampene på fodboldlandsholdet med Kurt Nielsen, som vi kender så godt fra hans tid i F.f.I. til de fantastiske år med Sepp Piontek med deltagelse i EM og VM kampe.

 

   

 

   

 

Desværre satte en alvorlig knæskade stop for den helt store udvikling, så han måtte stoppe som relativ ung spiller. Hans år som trænerassistent for Bobby Robson i PSV Eindhoven, hvor han senere blev sportsdirektør med kæmpesucces frem til i dag, hvor han har en lignende stilling i Chelsea, hvor han dagen før havde været med til at fejre det engelske mesterskab med en 8-0 sejr over Wigan.

 

Arrangementet skulle have varet 2 timer (blev overskredet med 1 1/2 time) men de ca. 250 tilhørere var meget optaget af at stille spørgsmål til både Frank og Fritz. Sidstnævnte viste sig at være et rent fodboldleksikon. Han kunne endda detaljer om F.f.I.’s storhedstid med Harald Nielsen, men også de efterfølgende år.

 

Frank blev spurgt meget om udvikling af fodboldtalenter, og om hans mening om Morten Olsens erklæring om Frank som hans efterfølger. Han svarede, at han i dag er meget glad for jobbet i Chelsea, hvor han føler at have meget positive relationer til ejeren Roman Abramovich. Han er stolt over at være i Chelsea, hvor de bedste ressourcer er til rådighed, og han gør sit bedste for klubben hver dag. Landstrænerjobbet er først relevant i 2012, så al snak om Frank i den forbindelse er ren spekulation.

 

Han blev også spurgt om sit forhold til Mourinho. De to er i pressen udråbt som fjender. Men han svarede fantastisk elegant, at han betragter Mourinho som en absolut toptræner, der har vist strålende resultater. Jeg har forøvrigt lige erfaret, at Mourinho skal være træner i Real Madrid efter sommerferien.

 

Aftenenen sluttede med uddeling af en række præmier til vinderne af en tipskupon. Frits havde medbragt en række rariteter, så som Dansk landsholdsdragt med spillernes autografer, Chelsea dragt med underskrifter, fodboldbøger og CDere med danske landskampe og meget mere.

 

Jeg har efterfølgende talt med mange af tilhørerne, der alle har udtrykt stor begejstring for arrangementet, der forøvrigt var dækket ind af TV2, DR1, TV3 og mange aviser, så Frederikshavn kom sandelig på landkortet.