LOOP træning

2011-02-25T00:00:00+00:0025. februar 2011|Kaj og familien|
Da jeg sluttede som fodboldspiller engang i 60’erne, gik jeg i flere år til fitnesstræning hos Møbius på Rimmens Allé. Jeg var på hold med 5 mænd fra Værftet, der kappedes om, hvem der kunne løfte mest m.v.
Nu har jeg igen meldt mig til et fitnesscenter, men denne gang til LOOP cirkeltræning. Her kan jeg få styrket arme, ben, mave, ryg, læg osv. osv. ved at angribe 16 maskiner, der er stillet op i en rundkreds. Man starter sin træning på en maskine (cykel, romaskine m.fl.) et vilkårligt og ledigt sted i cirklen og guides automatisk rundt ved hjælp af start- og stopsignaler, der er indlagt i musikken. Hver øvelse kører i 30 sekunder efterfulgt af 15 sekunders pause til at flytte en plads til højre i cirklen og gøre klar til næste øvelse. Hver omgang tager 12 minutter. 2 omgange er passende alt afhængig af træningstilstand og belastning, der kan foretages individuelt på hver maskine. Ved at træne 24 minutter en, to tre gange pr. uge skulle formen gerne komme.
Jeg er naturligvis startet med en lille belastning til hver øvelse, men i den kommende uge forlanger fru Lilly mere sved på panden, og det skal nok komme. Fra min tid hos Møbius ligger det stadigvæk i blodet, selv om Ais i dag har konstateret, at det stadigvæk er for tykt. Bortset herfra går det fint fremad. Jeg er ikke svimmel, ser ikke dobbelt, blodsukkertal er optimalt, kolesterol er i orden, blodtryk er perfekt, så det er ikke så ringe endda.