Forår i luften

2011-03-19T00:00:00+00:0019. marts 2011|Kaj og familien|

Da vores store sorte kongepuddel Amigo levede, vidste vi altid, når der var forår i luften. Den første dag solen skinnede varmt ind i stuen, lagde han sig i solskinnet, strakte ud i kroppen som om det var en yoga øvelse og kom med veltilfredse lyde. Så var vi klar over, at der var forår i luften.

 

I morges skinnede solen fra en skyfri himmel, og Lilly kørte mig ned til det sydlige Bangsbo, Jeg blev læsset af, og hun kørte videre til Sæby, hvor hun parkerede bilen og gik mod nord for at møde mig. Jeg gik nemlig langs stranden ad den meget fine natursti, der er opstået, hvilket er en attraktion mange flere burde benytte. Men det kommer nok om nogle år, når man får lavet en sti oppe i bakkerne ved kanonerne helt ud til cafeteriet i Vangen. Så kan folk gå i bakkerne den ene vej og langs kysten den anden.

 

Der er ikke mange steder i Danmark, der vil være en flottere tur. Fra det sydlige Bangsbo til Sæby Kirke er der ca. 9 km, og det tager ca. 1 ½ time, men så er der også sved på drengen. Ca. midtvejs har Lisbeth og Jørgen sommerhus 10 meter fra vandet (Jørgen vil nok sige 5 meter), og det giver mulighed for vand og andre gode sager.