Receptioner

2019-01-17T11:55:20+00:003. april 2011|Ledelse og kommunikation|
Jeg var i mit tidligere liv gode venner med en kendt virksomhedsejer i København. Han blev gift med en balletdanser, der var en utrolig smuk primadonna, der naturligvis ikke kunne bruge sine yndigheder i et køkken, og da han aldrig havde berørt en suppeske, var det ikke helt let at få maden hjemmelavet, selv om hun spiste som en fugl og kun nippede til de gode vine. Men han fandt på råd. Han var nemlig medlem af så mange klubber, at han hver dag året rundt gik til receptioner, fødselsdage, konferencer m.v. og på den måde opretholdt livet
Jeg følte mig næsten i samme situation i denne uge, hvor jeg har deltaget i flere festivitas, bl.a. i torsdags på Hotel Jutlandia, hvor min gamle medarbejder og gode ven Ejvind Nielsen, trådte tilbage som formand for Handelstandsforeningen efter 12 år. Camilla Frost havde arrangeret en flot bufet og holdt for øvrigt en flot takketale til Ejvind for hans indsats. Det samme gjorde borgmester Lars Møller, der i sin takketale også fik lykønsket den nye formand, fhv. borgmester Erik Sørensen, bl.a. med at han havde mange gode relationer og bekendtskaber, bl.a. borgmesteren. Handelschef Dan Kobberup kunne fortælle, at Ejvind havde overlevet 4 handelschefer, hvilket vel fortæller lidt om den turbulente verden, det er at arbejde med 200 forretninger, der er kendt for ikke at kunne enes om noget som helst og slet ikke fælles åbningstider.
Festen var for øvrigt udsat, idet Ejvind på det seneste har lidt af hjerteproblemer. Men på selve dagen var han tilsyneladende i fin form og takkede for de mange gaver og venlige ord.
Fotograf: Knud Erik Pedersen
En anden reception i ugen var på Franks i Sæby, hvor sekretariatsleder Birgitte Christensen, Toppen af Danmark, fejrede sin fødselsdag. Hun er medlem af mit netværk Højt til Loftet, hvor hun er meget engageret og skaber liv og glade dage. Det samme gør hun tilsyneladende i sit job, hvor hun arbejder for en organisation dannet af Hjørring, Frederikshavn og Læsø kommuner. Det er som bekendt ikke nogen nem størrelse, men tilsyneladende er de gode borgmestre enige om at arbejde konstruktivt sammen og formanden borgmester Arne Boelt, Hjørring, fortalte, at Birgitte var et meget stort aktiv i denne proces.
Turistchef Pauli Jørgensen var toastmaster og ledede på sædvanlig ustruktureret vis processen, hvor vi bl.a. blev bespist med lækre små bidder af nordjyske specialiteter a la Frank.
   
Lilly og jeg kunne for så vidt have overnattet i Sæby, idet vi aftenen efter havde tilmeldt os koncert med Peter Viskinge, der underholdt med rock nr. m.v. Vi fik en fremragende menu bestående af Laksetatar, Nordjysk kalve culotte og Hjemmebagt æbletærte. Dertil et glas Colomé Argentinsk hvidvin og en flaske Argentinsk Colomé rødvin på druen Malbec, dyrket biodynamisk. En kraftig sag med 14.5 % alkohol.
Virkelig vin for rigtige mænd, men alt for kraftfuld efter min smag. En rigtig hyggelig aften, der blev endnu bedre ved, at Frank havde placeret et par af vores bekendte ved nabobordet, som vi hurtigt fik fusioneret til et 4 mands bord. Dertil kom en fuldendt servering af Annika. Tak for det.