Cordon Bleu du Saint Esprit til middag hos Danmarks bedste kok

2011-05-29T00:00:00+00:0029. maj 2011|Kaj og familien|

Årets Diner Amical foregik på restaurant Hannerupskov i Fredericia, tidl. badehotel med flot udsigt over Lillebælt. I dag selskabslokaler for Restaurant 10 trin ned i Fredericia, hvor årets kok 2011, Mette Gassner, residerer.

 

Vi overnattede på Fuglsangcentret og blev kørt i bus til Hannerupskov. Vi blev modtaget af komtur Karl-Otto Schmidt og et (eller flere) glas Champagne fra André Cloutet. Jeg var lidt nervøs og benyttede lejligheden til et par ekstra glas, idet AaB på samme tid spillede i Fodboldparken og lå til nedrykning.

 

Vi fik for øvrigt en genial grønsagskurv som ”vorspeisen”, inden årets kok 2011 Mette Gassner kunne fortælle om aftenens menu, der i store træk var hendes vindermenu ved TV konkurrencen.

 

Forret: Pocheret havtaske med havskum, porre med estragonsmør og persille-kartofler, syrlige æbler med foie gras creme, emulsion af urteolie
Hovedret: Øko-kalv i egen fars, sauce med røgede svinekæber og brisler, svampecreme og røgede selleri samt sure tyttebær, grønne nødder og forkullede kartofler, jordskokker med pastinakcreme
Desseret: Karameliseret pære og krystaliseret bitter chokolade, sprøde elementer af saltede mandelkiks og marens
Maden blev ledsaget af Sancerre, Loire, hvidvin Leitz, Rheingau, Bois Pertuis, Bordeaux og Riesling Kabinett fra Schlossgut Did, Dorsheim Goldlabel, 2007 Nahe.
Ind imellem overrakte komturen årets initiativpris til forfatter Katrine Klinken. Han fremhævede også kommende medlemmer i juniorafdelingen, Torben Tvedebrink, AAU og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen i Silkeborg, Kristin Kaihøj Ibsen.
Som aftenens gæst star var inviteret den danske ambassadør med frue fra Sofia i Bulgarien: Kaare E. Janson. Da vi sad ved samme bord kan bevidnes, at det var mennesker, der virkelig satte pris på den gode mad og rimelige vine.
Det hele blev også meget bedre af, at der kom meddelelse om, at AaB fortsat spiller i superligaen, da Esbjerg 2 minutter før slutsignal, havde udlignet i Randers.
Det var en skøn aften!