Pouls begravelse

2011-06-22T00:00:00+00:0022. juni 2011|Kaj og familien|
Inden jeg skulle ud på Aalborg Universitet som censor på HDO, nåede jeg at deltage i bisættelsen af Poul Haugaard Christiansen fra Fladstrand Kirke.
Jeg havde fornøjelsen af at ligge på stue sammen med Poul i 10 dage på Frederikshavn Sygehus i januar – februar måned i år. Vi havde det svært hyggeligt. Pouls mor var nemlig kusine til Lillys mor, og de to damer var hjerteveninder, indtil de døde.
Poul har altid været meget engageret i familiens samvær og kom ofte på besøg hos Mie og Ole (Lillys forældre), og da bedstefar døde, kom Poul cyklende op af bakken og passede haven til stor glæde for mormor. Vi havde derfor mange fælles bekendte og dertil kom, at Poul var forretningsbestyrer ved Importøren, da jeg kom til byen og senere ansat ved Schou Epa og Isenkræmmer Steenberg. Han kendte derfor alle Frederikshavnere, så vi havde nok at snakke om. Han kunne huske alle detaljer og havde megen humor, så de søde sygeplejersker undrede sig ofte over, hvordan vi kunne huske alle de historier. Og så grine så meget.
Poul var for øvrigt fantastisk til at snakke med sygeplejerskerne. Han fik det bedste frem i dem, og det smittede heldigvis også af på mig, så de 10 dage gik lynhurtigt. Det blev ikke ringere af, at Pouls børn Iben og Lars ofte var på besøg, og de kastede glans over selskabet.  Da jeg blev udskrevet, blev Poul overført til Kastaniegården, hvor han tilbragte tiden indtil den 13. juni, hvor han sov hen.
De sidste måneder har ikke været så spændende, da han stille og roligt er blevet dårligere dag for dag, så da vi dagen før han døde var på besøg, var der ingen tvivl om udfaldet. Men har var klar i hovedet indtil det sidste og blev passet af det søde personale, der har leveret en fantastisk indsats.
Selve bisættelsen blev for øvrigt ret dramatisk, idet en af deltagerne blev ramt af et hjerteanfald, så præsten måtte stoppe processen. Ambulance blev tilkaldt, og efter kun 10 minutter ankom man med læge og to mand, der bragte den pågældende på sygehuset. Jeg kender naturligvis ikke udfaldet, men vi må håbe det bedste.
Kirken var næsten fyldt, og vi fulgte alle med rustvognen ud til vejen, hvor Pouls venner fra Garderforeningen, hvor han var æresmedlem, stod æresvagt.
Æret været hans minde.