Aalborg Symfoniorkester: Cellokoncert: Følelsernes vold

2011-11-10T00:00:00+00:0010. november 2011|Kaj og familien|
Det blev en spændende aften. I alle tilfælde før pausen. Dirigenten var den 25 årige amerikaner og Malko-prisvinder fra 2009 Joshua Weilerstein, der stod i spidsen for symfoniorkestret i Nordkrafts Multisal.
Han gjorde et meget sympatisk indtryk, og han og fg. Musikchef Jan Kvistgaard har sikkert haft det svært hyggeligt over et glas rødvin efter forestillingen, der bød på Concert Romanesc, hvilket sjov nok betyder Rumænsk koncert.
Komponisten er Ligeti, der regnes for en af de betydeligste komponister i det tyvende århundrede. Han døde i 2006. Normalt opfatter jeg moderne musik som en række knald og prutter uden melodi, men her var der virkeligt et stykke, der havde det hele og stillede store krav til dirigent og orkester, som de klarede med bravour. Især var jeg imponeret af koncertmester Vesselin Demirev, der havde en række solonumre af kort varighed men fremført virtuost.
Næste koncert i Aalborghallen den 1. december hedder ”koncertmesteren brillerer”. Da er han netop solist i Sibelius’ violinkoncert med Rumon Gamba som dirigent. Det må blive et tilløbsstykke.
Tilbage til Nordkraft, hvor vi fortsatte med cellokoncert af Dvorak med Michaela Fukacova som solist. Hun er ganske vist fra Tjekkiet, men tog sin uddannelse hos professor Erling Bløndal Bengtsson på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med en sensationel debut i 1986, der gjorde hende til en af Danmarks mest efterspurgte solister. Hun var sandelig til stede i hver eneste tone og en stor oplevelse.
Efter pausen spillede orkestret Schumanns Symfoni nr. 3, men jeg tror jeg var for træt til at nyde den, men det kunne orkestret jo ikke gøre for.