Jule- og nytårshilsen fra Kaj

2019-01-17T11:55:19+00:0024. december 2011|Ledelse og kommunikation|

Når jeg tænker tilbage på 2011, er der tre begivenheder, der falder i hu, nemlig:

  • 12 dages sygehusophold som følge af livsstilen
  • en fantastisk fødselsdag den 9. maj, hvor vejret var helt sommerligt, og glade mennesker væltede ind i Det Musiske Hus. Trillingsgaard, Harald og Frits Ahlstrøm tryllebandt os med deres historier, og min gode nabo måtte hente en stor varevogn for at transportere gaverne hjem
  • en række forrygende foredrag i netværket, dels de uhyre velforberedte indlæg og deres personlige touch
Det startede med erhvervspsykolog Per Østergaard, der med basis i projekt Limfjorden fortalte om konsortier.
Så skulle vi have haft en jægersoldat, men han røg i krig, som han for øvrigt har overlevet uden mén. Jørgen Jacobsen, direktør emeritus fra Gabriel, var frisk til at hoppe ind og fortælle om innovation.
Så havde vi en borgmesterrunde, hvor Lars Møller berettede om livet i Frederikshavn kommune, hvor der jo er stammekrig, men han førte os ind bag fjendens linier på en meget åben og ærlig måde. Det samme kan siges om Arne Boel, Hjørring, der i sjælden grad har formået at samle byrådet og i en vanskelig proces med store underskud har fået vendt kassen, så den nu begynder at bugne. Henning G. tryllebandt os i Aalborg med en meget personlig beretning om de mange år i politik. Godt der ikke var journalister til stede.
Efter min fødselsdag tog vi en runde med Sven Burmester, der kom direkte fra Kina. Han er en oplevelse af format med sin kolossale viden.
Vi fortsatte med professor Lene Tanggaard, der talte om følsom ledelse på en følsom måde, som kun hun kan!
Det førte os direkte over til fhv. skoleinspektør Chresten Sloth Christensen, Skagen, der tog fat på det følsomme emne ”Det ordentlige menneske”. Deltagerne deltog engageret i dialogen, og jeg tror, at vi alle blev berørt af processen.
Det gjorde vi også ved besøget på Flådestationen, hvor kommandør Carl B. Johansen på fremragende vis holdt os fanget i 3½ times fortælling om livet i flåden.
For landkrabberne i Hjørring tog Reimer Ivang fat med en ny omgang IT på sædvanlig engageret vis.
Vi sluttede året med en meget engageret SOS direktør Bo Uggerhøj, der fortalte om en turn around af format. Nu åbner jeg avisen hver morgen og kigger efter, om SOS har sagt ja til at gå ind på markedet i Indien, Kina osv. Vi fik da i alle tilfælde en gennemgang af beslutningsgrundlaget i mindste detalje lige frem til kl. 23.15 aftenen før. Fantastisk.
Hvad skal der så foregå i 2012?
Flere af foredragsholderne har klaget lidt over, at det er meget krævende at holde det samme indlæg 4 gange med få dages mellemrum, så bl.a. derfor er holdene i Frederikshavn ofte slået sammen. Der kan også være forskellige foredragsholdere den samme måned, og dels er alle netværk slået sammen til fællesmøder. Men lad os kigge på sagerne. Læs her udkastet til programmet for 2012.
I februar deler vi os. Erhvervspsykolog Per Østergaard skal til Hjørring, Reimer Ivang til Frederikshavn, og Aalborg skal en tur på Kunsten og møde Gitte Ørskou.
I marts får vi besøg af wealth manager Thomas Lund, Skagen Fondene, der på trods af navnet har hjemme i Stavanger. Det er den investeringsforening, der de seneste 10 år har givet størst udbytte til aktionærerne. Vi skal høre, hvordan de har båret sig ad!
I april forestår en stor oplevelse. Den danske ambassadør i Sofia, Bulgarien, kommer og fortæller om livet i Østeuropa. Han har det gode navn Kaare Janson og er god ven med tidl. AAU rektor Sven Caspersen, hvor jeg har mødt ham.
Maj måned er som sædvanlig i hænderne på adj. professor Sven Burmester, der som tidl. direktør i Verdensbanken i 26 år med skiftevis bopæl i Washington, Cairo, Peking og Aalborg må kaldes en verdensborger.
August måned tager professor Lene Tanggaard os med på ledelsen af kreative og innovative praksisfællesskaber. Et emne der bliver mere og mere aktuelt.
I september måned skal vi have alle mand ad huse. I mit tidligere liv havde jeg ofte kontakt med nuværende nationalbankdirektør Niels Bernstein, og da jeg spurgte ham, om han ville tage en tur til Nordjylland og fortælle os om rigets tilstand, svarede han ja, på trods af en totalt belagt kalender. Han kommer mandag den 5. september. Tidspunktet er ikke helt fastsat. Dagen arrangeres af praktiske grunde hos Anni Walther, Utzon Huset i Aalborg.
Vi forsøger at få oktober måned besat med tidligere borgmester i Stavanger kommune, Leif John Sevland. Han fratrådte 1. oktober 2011 efter 16 år som en af de mest succesfulde borgmestre, Norge har haft. Han vil fortælle os om udviklingen fra fiskehermetikfabrikker og store skibsværfter til en hypermoderne kommune med globale virksomheder, olieindustri, krydstogtsskibe, gastronomiske højborge, kulturinstitutioner, universitet m.v.
Leif Johan er for øjeblikket på jordomrejse med fru Anne, så jeg kan ikke få en præcis aftale med ham, idet han pr. 1. marts tiltræder som adm. direktør for Oliesammenslutningen i Stavanger. Men jeg har brev fra ham, hvor han bekræfter, at han med stor glæde vil møde os. Tidspunktet kan først aftales, når han får planlagt næste job. Jeg har aftalt med Lars Møller, Arne Boel og Henning G., at de på en eller anden måde deltager i arrangementet.
Året skal slutte med kultur. Min gode ven Karl-Otto Schmidt, der er mester i gastronomi, skal lære os i Frederikshavn og Hjørring at koge et æg, medens byplanarkitekt Peder Baltzer vil fortælle om planerne for udviklingen i Aalborg.
Lisbeth Steen vil i slutningen af januar udsende faktura. Hvis der er spørgsmål, er vi altid rede. Med stor tak fra os for året, der gik, ønsker vi en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
Lisbeth og Kaj