Julen starter på Orionvej – sneslyngeren starter på Orionvej

2011-12-11T00:00:00+00:0011. december 2011|Kaj og familien|
Der er en dejlig tradition for, at Karen og Carsten (vores nabo mod syd) inviterer den øverste del af Orionvej på julegløgg og æbleskiver, kaffe og lagkage, masser af småkager og til natmad fennikel suppe, der smager helt vildt godt. Det hele skylles ned med italienske vine ad libitum, hvilket udnyttes i fuld grad, da det er en af de få gange, Lilly er fri for at køre hjem. Her kan vi kravle, men så galt er det dog aldrig gået.
I år var der indlagt en speciel event. Vi har i forvejen en græsslåningsklub Orion, hvor vi er så heldige at have en luftkaptajn med i klubben som sponsor, dvs. at han giver en sommerfrokost hos Franks i Sæby. Det er en tak for, at vi slår græsset for ham, når han flyver i A 380 12.000 meter over Orionvej, hvor han for øvrigt har sendt flere fotos fra turen Dubai – New York med Orionvej i sigtekornet.
Nu har Carsten udvidet konceptet, idet han på fælles vegne, har købt en sneslynger, hvor deltagerkredsen oven i købet er udvidet med 2, så vi nu er 6 til at betale. Alle deltagerne med undtagelse af Jim (luftkaptajnen) dog repræsenteret af fru Bodil, var inviteret til demonstration af ”Dyret”, så vi er klar, når vinteren kommer.
Carsten fik en flyvende start, men da det er ham der fotograferer, har vi ikke syn for sagen. Hans W. Hansen, der er aktiv pensionist, tilbød straks at forsøge, og som det fremgår af billedserien fremførte han er såkaldt rollatorballet. Når sneen kommer, er Betina dømt til at være den første, der starter om morgenen, idet hun står op kl. 06.00 for at passe børn, mand og arbejde. Hun må nødvendigvis have ryddet Orionvej, så hendes nuttede Fiat 500 med soltag, kan bane sig vej. Det bliver spændende at følge.
Vi har imidlertid fået et problem i lighed med så mange andre klubber. Vi mangler nu en sponsor, idet konerne vil med som aktive deltagere i den årlige frokost. Men hvem skal betale? Vi kan jo ikke være bekendt at dømme Jim, da han sidder i 40 graders varme og stønner, og det nytter nok ikke at spørge kommunen, der har truet med næsten at udelukke snerydning på kommunens højst beliggende vejr, der altid har mest sne. Så det tegner til, at vi mænd har en vindersag. Vi får lov til at betale.