DR Byen

2012-02-27T00:00:00+00:0027. februar 2012|Kaj og familien|

Min gode ven Ingolf Gabold, TV dramachef, havde inviteret os til besigtigelse af tv-byen. Han stopper nemlig ved udgangen af marts måned, da han fylder 70 år.

 

Vi startede med let frokost i caféen, der er placeret i den såkaldte Indre gade, der er et glasoverdækket strøg, der forbinder de 4 bygninger, hvor den blå bygning rummer koncertsalen, som vi ikke kunne besigtige denne dag. Men så må vi ved lejlighed have købt billet til en koncert, idet rummet minder meget om Symfonien i Berlin, hvor vi har været flere gange. Publikum sidder på alle sider af orkestret, hvilket giver en hel speciel oplevelse. 

 

De tre andre bygninger er til produktion og administration. Vi fik forevist lokaliteterne, hvor Lykke bliver produceret, og i en anden bygning arbejder man nu på at opbygge kulisser til næste udgaver af Borgen, så nu ved vi, hvad der kommer til at ske men har fået tavshedspligt.

 

Mens vi vandrede rundt, blev Ingolf ringet op af en sekretær. Der var flere seere, der ringede ind og beklagede, at der i gårsdagens Lykke udsendelse var et marsvin, der var blevet kvalt. Man klagede på trods af, at der var blevet annonceret til slut i udsendelsen, at marsvinet havde overlevet. Der var også en mor, der klagede over, at hendes 5-årige datter ikke kunne tåle handlingen og havde grædt. Vi oplevede således lidt af hver og kom tæt på tv dramaet, som Ingolf fremviste med stothed og glæde. For os var det en dejlig oplevelse.