TRIGON indviet i ny energirigtig bygning

2012-06-05T00:00:00+00:005. juni 2012|Kaj og familien|
TRIGON fejrede grundlovsdag ved at afholde reception med indvielse af ny energirigtig bygning, hvor der er anvendt alle kendte bygningsmaterialer og desuden boret 4 rør 120 meter ned i jorden for at hente koldt vand, der benyttes til opvarmning og nedkøling af lokalerne.
Man havde inviteret Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard til at holde åbningstalen og samtidigt trykke på knappen, der startede en ny vindmølle, der skal skaffe energi til rørsystemet. Ministeren var i øvrigt kørende i en ny EL drevet hybrid Toyota, som hviskede af sted til nyt møde i Mariager.
Direktør Karl Erik Slynge havde samtidigt 25 års jubilæum og får hårdt brug for en af firmaets lastbiler til at transportere gaver hjem. Vi andre fik serveret en flot buffet fremtryllet af Møllehuset og udleveret en bog om firmaets historie, hvor firmaets mangeårige direktør Karl Ehlern kan berette om ca. 60 års virksomhed alt sammen redigeret, fotograferet, tekstet, layoutet m.v. af min gode nabo Carsten Thomasen. Flot arbejde, der har kostet ham mange aften- og nattetimer.
Tordenskjolds soldater modtog os med salut, og idegeneratoridealist Jan Michael var toastmaster og kørte hele forløbet med sikker og fast hånd.