Sommermad og vine

2012-08-06T00:00:00+00:006. august 2012|Kaj og familien|
Mange har spurgt, om vi er gået helt fra kosten, da jeg slet ikke har skrevet om mad og vinoplevelser i lang tid. Nej – tværtimod. Vi har haft den glæde at have Marie og August på sommerferie, og det er jo rene gourmetbørn, der oven i købet er glade for at tilberede maden og hjælpe mormor i køkkenet, medens morfar finder passende vine!
Her vil jeg lige nævne en stor oplevelse. Jeg blev ringet op af min gamle ven Willy Andersen, Restaurant Egoisten, der fortalte, at han var på vej til Gøteborg med hele familien i campingvogn. De skulle med færgen over og videre til Læsø, men der kunne blive en times pause hjemme hos os, og der ville han gerne have en porretærte og en gammel Gewürtztraminer.
Lilly suste i Føtex og købte den sidste tærte, der absolut ikke var en oplevelse, men til gengæld fandt jeg en Trimbach 1976 Gewurtztraminer Reserve Personelle Vendage Tardive. Den 36 år gamle vin smagte fortræffeligt, og Willy var særdeles tilfreds.
Ellers har der været et væld af nordmænd på besøg hos Marianne og Anders i Skiveren, og de elsker jo dansk mad og gode vine. Vi har desuden haft en meget spændende fiskeaften på taget af Siloen, hvor Snerlen havde udsolgt til en fremragende fiskebuffet, som vi for øvrigt også har prøvet indendørs. Men det at sidde udenfor i pragtfuldt vejr var en sjælden positiv oplevelse. Det samme gælder en frokost hos Penna, der laver byens bedste æggekage.
Udflugten til hummerfestival på Læsø var en oplevelse. Derimod skulle høstdagen i Mosbjerg forbedre menuen til næste år. Den farserede pore manglede porre og det stykke, der var, var stenhårdt.