Aalborg Symfoniorkester: Forrygende finsk fortolkning

2012-09-20T00:00:00+00:0020. september 2012|Kaj og familien|
Ved sidste koncert oplevede vi den danske komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der fejrede 80 års fødselsdag med opførelsen af Tricolore, hvor han ved hjælp af bare 3 toner komponerede stykket til at vare 12 minutter.
I aften fortsatte vi med at markere danske Hans Abrahamsens 60 års fødselsdag med opførelsen af Stratification, der skal illustrere 4 filmklip, hvilket kan sammenlignes med 4 kameraopstillinger, hvor kameraet opfatter det, der kommer forbi linsen. Med denne baggrundsviden kunne jeg godt opfatte forskellige mennesketyper, men det var næsten for meget for fantasien.
Næste nummer var Tjajkovskijs 1. klaverkoncert, der af mange anses for at være uspillelig. Det var nu ikke til at mærke på aftenens solist Alessio Bax. Den gode italiener, der nu bor i USA, gik til sagen med krum hals. På 32 minutter gennemløb han solo numre og samspil med orkestret i verdensklasse. Det var en oplevelse.
Efter pausen stod den på Sibelius. Først Pohjolas datter og sidst den 3. symfoni, der er noget af det mest klasiske, som Sibelius har præsteret. Den finske dirigent Pietari Inkinen var tydeligt på hjemmebane.
Vi glæder os allerede til den 4. oktober, hvor Rumon Gambas skal dirigere nogle klassiske mesterværker.