Aalborg Symfoniorkester: Klassiske mesterværker

2012-10-04T00:00:00+00:004. oktober 2012|Kaj og familien|
Aftenens program:
  • W.A. Mozart Symfoni nr. 6
  • Joseph Haydn Koncert nr. 1 for cello og orkester
  • Ludwig van Beethoven Symfoni nr. 2
Aftenens dirigent Rumon Gamba, chefdirigent ved Aalborg Symfoniorkester siden foråret 2011, indledte sædvanen tro med at fortælle lidt om aftenens musik, der startede med Mozart. Det var hans 6. symfoni komponeret i 1767, hvor han blot var 11 år gammel. Han havde på det tidspunkt allerede skrevet 5 symfonier, nogle operaer og andre småting! Gamba mente, at da han selv var 11 år, var det fodbold, han gik op i.
Vi oplevede anden sats som ren hyrderomantik, og da jeg i pausen mødte en bekendt, der er musikekspert og fortalte ham, at jeg var meget begejstret for anden sats, blev han helt ophidset, idet han absolut ikke var tilhænger af denne omgang rokokko musik! Godt at smag og behag er forskelligt.
Næste program var Haydns cellokoncert nr. 1 med Daniel Müller–Schott som solist. En nydelig ung mand, der allerede som 15 årig vandt førstepræmien ved en Tjajkovskij konkurrence i Moskva. En ren virtuos på cello.
Beethovens symfoni nr. 2 blev en krævende opgave for orkestret, men Gamba fik det bedste frem i alle musikerne, så det blev en flot finale.