Frederikshavn kirke

2013-03-24T00:00:00+00:0024. marts 2013|Kaj og familien|

Højdepunktet i kirkens liv må formodes at være højmessen hver søndag kl. 10. Vi kan ikke påstå, at vi er trofaste kirkegængere på netop dette ukristelige tidspunkt, men sjovt nok deltager vi mere og mere i livet uden for kirken.

 

Sognepræst Laurids Korsgaard har haft held til at lokke os til diverse arrangementer i Sognehuset, hvor der arrangeres onsdagsklub med emner som: Vi synger sammen, Hvidstengruppen, Kaj Munk osv.

 

Man har også såkaldte Sogneaftener. Her var vi eksempelvis nede og høre tidligere præst og skoledirektør Palle H. Steffensen holde foredrag: Løser folkekirken sin opgave? Folkekirken skal få det kristne budskab ud til så mange som muligt. Men hvordan? Nogle vil have en servicekirke – en venlig ramme om familiebegivenheder. Andre vil skabe allehånde aktiviteter i en kirkelig ramme – babysalmesang, spaghettiarrangementer, højskolearrangementer og sognegårdsaktiviteter af enhver art. Nogle vil nedtone søndagens højmesse til fordel for særgudstjenester af enhver art eller skabe oplevelser, overraskelser og events. Hvilken vej skal folkekirken gå?

 

Laurids Korsgaard har med stor entusiasme holdt en lang række torsdagsforedrag. På det seneste med overskriften: Kirken på herrens mark! Da Grundtvig vækkede Danmark, Indre mission og i torsdags foredrag om bevægelsen Tidehverv, der står for gammeldags luthersk kristendom i en tid, der er alt for moderne til at respektere det elementært menneskelige: At være et enkelt menneske mellem fødsel og død og i ansvar og skyld.
Vi glæder os allerede til efterårets foredrag, men først på programmet står Augusts konfirmation, der foregår Store Bededag i Hans Egedes Kirke på Østerbro.