Aalborg Symfoniorkester: Det swinger med stil

2013-05-02T00:00:00+00:002. maj 2013|Kaj og familien|
Det blev en enestående aften. Chefdirigent Rumon Gamba var i topform. Englands populæreste tv-serie top-car burde have ham med i programmet. Han dirigerer med stil som en racekører. Starter med ekspresfart, slapper af, stopper næsten op, accelerer med fuld fart. Sætter alle cylindrene i spil, træder speederen i bund. Banker højre fod ned i speederen og holder takten med højre fod, og når det ikke slår til, tager han begge ben i brug og hopper på podiet, så det hele skælver. Forklarer publikum om næste nummer så forståeligt, at selv undertegnede forstår næsten alt han siger, og det kan mærkes på publikum, der har taget ham til sig, så man skulle tro han var vendelbo.
Men han er britisk født, uddannet i London og har dermed overværet store koncerter i Royal Albert Hall og alle de store musikhuse, hvor han senere hen har dirigeret alle de store orkestre i London, men også mange af de store steder i Berlin, New York, Hamburg, München m.v.
Til aftenens forestilling var der to solister. Lise de la Salle på klaver og Michael Frank Møller på trompet. Veselin Demirev var koncertmester.
Programmet:
  • George Gershwin: Ouverture til musicalen Girl Crazy
  • Sjostakovij: Concert for klaver, trompet og strygeorkester. 
  • Sjostakovitj Tahiti Trot efter Vincent Youmans: Tea for Two
  • Bernstein: Ouverture til operetten Candided
  • Bernstein – Musik til balletten Fancy Free, der for øvrigt handler om 3 sømænd, der i 1943 har orlov. De kigger ind på en bar, hvor der er to skønne piger. Så behøver man vel ikke at sige mere!
Jeg må holde med aftenens programforfatter Jan Mygind, der mente, at vi alle burde være i kjole og hvidt, omgærdet af smukke kvinder, rygende en stor cigar og drikke et stort glas whisky. Alt sammen for at leve op til aftenens musik.
Beklageligvis kunne jeg ikke leve op til hans ønsker. Jeg har ingen kjole, Lilly var til læseklub, så jeg var alene til koncert, ryger som bekendt ikke. Drikker helst ikke whisky, men fandt dog en flaske Trimbach Riesling, som jeg delte med Lilly, da hun kom hjem fra læseklubben.
Glemte helt at skrive, at klaversolisten var en skøn ung pige fra Paris (født i 1988), der allerede nu er en verdensstjerne. Trompet soloen var pæredansk. Michael Frank Møller (født i 1976) er solotrompetist i DR Symfoniorkestret og spiller jævnligt med de store orkestre i London m.v. Begge var en rejse værd, som der står i Michelin!