Dødsfald professor Erik Johnsen

2019-01-17T11:55:16+00:0020. maj 2013|Ledelse og kommunikation|

Den 6. maj blev jeg ringet op af Knud Erik Nielsen, CBS, København, der meddelte, at professor Erik Johnsen var død.

 

Han havde inviteret til den årlige frokost med nære venner og kolleger. Ved ankomsten kunne Tove og hushjælpen meddele, at de ikke kunne finde Erik. Ved fælles hjælp blev huset undersøgt, og man fandt ham siddende i saunaen ramt af en blodprop i hjertet. En chokerende oplevelse. Tove insisterede på, at de skulle blive og spise frokosten og nyde husets vin Chateau Batailley, der altid blev serveret ad libitum. Det ville have været i Eriks ånd, og presset på Tove blev vel også formindsket.

 

Jeg har forøvrigt selv deltaget i frokosten engang, hvor min opgave var at finde de bedste vine i kælderen. Det var en sjælden positiv oplevelse, idet han aldrig havde under 3.000 flasker på lager. 

 

Vi mødtes første gang i 1973 på Handelshøjskolens afdeling i Kolding, hvor Per Østergaard og jeg kørte ned om lørdagen i 2 år med afgang fra Frederikshavn kl. 05.00 og hjemkomst kl. 20.00. Erik var der en lørdag formiddag for at holde en forelæsning. I pausen mødtes vi på toilettet. Han vendte sig imod mig og spurgte, om det var mig, der kom fra Frederikshavn. Men ved samme lejlighed kom han til at overtisse mit højre ben. Jeg svarede bekræftende og overtissede hans venstre ben. Vi fik således aftisset territoriet, hvilket var en strålende ting, idet vi fra dette øjeblik arbejdede sammen resten af livet uden nogensinde at have været uvenner eller sagt ondskabsfuldheder. 

 

Han har i sagens natur på mange måder været min mentor. Han var fantastisk til at lytte og havde ofte helt originale indfald. Vi har bevaret kontakten, idet han for tre uger siden deltog i Augusts konfirmation i fin form. Han bidrog som sædvanligt med en sang og en enestående evne til at tale med børn. En egenskab der var til glæde for hans egne børn Helle og Peter for ikke at tale om børnebørnene Anders og Martin, der var hans et og alt.

 

For en måned siden var vi sammen til professor Flemming Poulfelts 40 års jubilæum, og jeg havde også i foråret lejlighed til at bidrage til bogen Ledelseskonsultation udgivet af CAMS. Et forskningscenter han etablerede samme dag, han gik på pension, og som i de forløbne år har udgivet mindst 25 bøger om ledelse i det 20. århundrede.

 

Mit første besøg på Handelshøjskolen i København var i 1974. Jeg skulle møde på Eriks kontor kl. 16. I forgangen sad en række studerende, der ventede på at komme til vejledning. Da det endelig blev min tur, foreslog han, at vi skulle starte med at hente mad i kantinen, der denne dag serverede brunkål med flæsk. Vi fik to store portioner med på på kontoret. Erik åbnede en flaske Batailley, der senere hen blev husets vin. Det barokke i situatinen var bl.a., at jeg på dette tidspunkt kun drak Majami, så jeg fik en flyvende start i vinens verden.

 

Han var næsten færdig med at skrive Teorien om Ledelse, som han gennemgik og bad samtidig bad om respons. Det blev en lang aften, men vi havde det hyggeligt i hinandens selskab og lagde hermed grunden til mange års venskab og arbejdsfællesskab. 

 

Jeg ville gerne have ham med i Dafolos bestyrelse, men Johannes Ellitsgaard var ikke meget for sådan en københavner. Vi fik dog aftalt, at Erik skulle besøge os, og Johannes skulle hente ham i Aalborg Lufthavn. De kunne nemt finde hinanden, idet Johannes altid gik med åben skjorte og i træsko. Erik lignede en professor og medbragte altid minimal bagage. Men netop denne dag havde Johannes slips på og sko, og professoren medbragte en dokumentmappe, så de kunne ikke finde hinanden. Til sidst var der imidlertid kun to personer tilbage i hallen, så problemet blev løst.

 

Ved mødet i Frederikshavn talte vi meget om generationsskifte, og Johannes blev så glad for Erik, at han spurgte, om Erik ville indtræde i en eventuel fondsbestyrelse m.v. Da vi i  1976 havde hele selskabskonstruktionen på plads, blev han medlem af fondsbestyrelsen og formand for aktieselskabsbestyrelsen. Da Johannes døde, blev Erik naturligt formand for fondsbestyrelsen indtil 2008. 

 

I fondsbestyrelsen sad desuden ombudsmand Lars Nordskov Nielsen, der sammen med vores lokale civildommer Sv. Nielsen røg store cigarer. Sidste medlem var Frederikshavn kommunes borgmester Willy Christensen, så det må siges at være en bestyrelse af format. 

 

I aktieselskabsbestyrelsen sad bl.a. Danmarks førende reklameguru Thomas Bergsøe og en af landets førende økonomier Palle Mikkelsen, som jeg så sent som i denne uge har haft på besøg som foredragsholder i mit netværk Vild med Verden.

 

Bestyrelsesarbejdet var meget utraditionelt. Året var opdelt således, at vi i september havde årsregnskab som tema. I december måned lige før julefrokosten var temaet: Hvad har vi lært? I februar måned kreativitet og i juni måned budget, hvor der blev sat tal på de mange aktiviteter. 

 

Erik var meget interesseret i at arbejde med nye processer og metoder, hvilket også kom til udtryk i organisationsformen. Vi var nogle af de første i Danmark, der arbejdede med selvledelse. Den enkelte medarbejder måtte lede sig selv og dermed indflyde på eget arbejde og have medindflydelse på helheden ved at være med til at vælge repræsentanter til en ledelsesgruppe. Firmaet blev inddelt i grupper, der arbejdede sammen i netværk. En konstruktion, der er som skabt til dagens videnssamfund, men som vi eksperimenterede med for 50 år siden.

 

Firmaet voksede fra 1961 til 1986 med 6 medarbejdere pr. år samtidig med, at vi havde etableret Dafolo Marketing og Dafolo TV & Video. Jeg følte, at tiden var moden til et nyt generationsskifte på ledelsesplan, så der blev ansat tre nye ledere. Men det udviklede sig dårligt, og i 1991 måtte vi afvikle videofirmaet, og jeg måtte tilbage i direktørstolen de næste 10 år. I hele denne meget vanskelige periode var Erik det faste støttepunkt og ikke mindst takket være hans viden og netværk, kom vi tilbage i fin form med gode resultater.

 

Han optrådte med utallige foredrag om ledelse, hvor jeg ofte var koblet på som praktisk case. Fidusen var nemlig, at ingen forstod ham, hvilket han var meget stolt af. Så skulle jeg forklare forsamlingen om ledelse i praksis. Vi optrådte i Geilo i Norge for Handelshøjskolen i flere år de første dage efter nytår. Så sent som i går blev jeg kontaktet af en norsk leder, der havde deltaget i konferencen i Geilo. 

 

Nordmændene elskede Erik, når han rullede sig ud med sin store viden. Dertil kom rødvinen, tataren, Othello lagkagen, flødebollerne, ski på slalom m.v. Jeg mindes også engang en kæmpe konference på Hotel Bristol i Oslo, hvor den norske statsminister Kaare Willoch og SAS direktør Jan Carlson var de store guruer. Vinmonopolet strejkede imidlertid, så Erik kunne ikke byde på husets vin. Han fik overtalt hotellets direktør til at køre hjem i egen vinkælder og hente en flaske Beaujolais. Så var dagen reddet.

 

I Sverige var det især ved Lund Univervisitet, hvor vi i flere år optrådte ved det såkaldte MIL projekt (Management i Lund ved Arbnor og Bjerke), hvor de store svenske bedrifter deltog.

 

I Danmark var vi gode venner med rektor Eiwind Winsløv, Den Grafiske Højskole. Han var en sand mester i at skabe netværksgrupper af bogtrykkere m.v. Han arrangerede også en kursusrække for landets avisredaktioner. Det tog ca. 2 år at arbejde os gennem møderne, men det var meget interessant at møde alle de kendte redaktører. Her følte Erik sig på hjemmebane og var fantastisk til at føre endeløse samtaler om ledelsesopgaver i Berlingske, Politiken, Børsen, Stiften, Vendsyssel Tidende osv.

 

Apropos Politiken sad han i bestyrelsen og takket være ham, var jeg så heldig at blive indvalgt i bestyrelsen for Politiken og Ekstra Bladet. Vi blev også begge to indvalgt i Palle Simonsens tænketank, som han etablerede, da han blev socialminister. Erik var dog ikke med i første omgang, men da Palle blev finansminister, blev Erik aktiv deltager.

 

Erik har også altid haft et fint samspil med rektor Jørgen Hahn, Den kommunale Højskole. Her opnåede han sammen med Ole Albæk at have samtlige danske borgmestre til politisk ledelse. En enestående præstation. Her forstod han at omlægge det teoretiske sprog til hverdagssprog i den politiske verden.

 

Ved alle disse rejseaktiviteter overnattede jeg ofte i Birkerød, hvor Tove diskede op med sund mad. Hun var nemlig foran sin tid med at forstå måltidets vigtighed. Når dertil kom passende vine, var der ikke noget at klage over. Men en morgen fortalte hun forsigtigt, at hun havde besvær med at sove, når jeg sov i kælderen, idet der var nye lyde i huset, der holdt hende vågen. Den situation kender vi alle, så det var da godt, at hun ytrede sig. Erik brummede lidt. Han havde ikke søvnbesvær! 

 

Han havde forøvrigt en stor mængde faglitteratur for ikke at tale om samlingen af malerier. Der var især to malere, han dyrkede, nemlig Erling Steen, der maler naturalistisk og Poul Ander Bech, der boede i Poulstrup i nærheden af Brønderslev, hvor Erik blev født. Begge findes i hjemmet og på hans kontor på CBS. Men han var i øvrigt også meget interesseret i kunst og deltog hvert år i Engelund udstillingen i Vrå, hvor han nøde stemningen, ikke mindst når Svend Engelund greb violinen.

 

Men det var livet på CBS, der var det bærende element. Han var en mester i at omgås de unge mennesker, hvilket jeg overværede på nærmeste hold, idet jeg ofte har optrådt som censor på cand.merc. Han lagde vægt på, at eksamenssituationen også var en læreproces, hvor det var vigtigt at skabe trygge rammer. Det var han også en mester i på MPM i Odense. Her var de studerende ledere fra den offentlige sektor.

 

Han opnåede også at blive doktor ocecon, æresdoktor ved en lang række læreanstalter i Sverige, Norge, England og mange andre titler. Hans betydning for dansk og skandinavisk ledelsesforskning – og praksis – er enorm og skelsættende.

 

Jeg er måske den person i Danmark, der har haft størst udbytte af samspillet med Erik, så det er vel forståeligt, at jeg har haft det vanskeligt med at miste ham. Jeg så frem til bisættelsen i Birkerød med en vis angst, men det blev faktisk en dejlig dag. Vores barnebarn August på 14 år ville deltage, da han var blevet pyt og pande med Erik. Kirken var fyldt. Den kvindelige præst var fremragende. Der var solskin og en festlig snak bagefter med Tove, Helle, Peter og alle de kendte ansigter, der helt i Eriks ånd nød hans livretter. 

 

Jeg vil savne ham hver dag men altid mindes ham med glæde.

 

     

 

Kaj, Flemming og Erik ved Flemmings 40 års

jubilæum på CBS den 9. april 2013