Per Østergaards dødsfald

2013-06-28T00:00:00+00:0028. juni 2013|Kaj og familien|

Første gang, jeg mødte Per, må have været i midten af 1950’erne på Øster Vrå stadion. Han spillede centrehalf, men viste allerede dengang strategiske evner, idet han engang imellem gik med frem i angrebet og skabte derved en overtalssituation, som mange år efter blev kopieret af tyske Franz Beckenbauer, der udviklede rollen som libero.

 

I slutningen af 60’erne ville jeg gerne læse til HD, men manglede en prøve i ny matematik. Det fortalte jeg ved en middag, hvor Per straks tilbød at hjælpe mig, idet

han var matematiklærer ved Sindal Skole.

 

Jeg kørte til Sindal søndag formiddag og blev indført i de mærkelige tegn, men det blev lettet ved, at Hanne tilbød at lære os at svømme. Hun var superatlet og svømmelærerinde men måtte til sidst kapitulere, idet det viste sig, at vi begge havde fodboldben som absolut ikke egnede sig til svømning.

 

Men takket være Per overlevede jeg matematikprøven. Han havde imidlertid fået lyst til også at læse til HD for bedre at kunne klare jobbet som viceinspektør, så vi startede på 1. del i Aalborg og kørte sammen med Jens Ole Jensen, Nordjyske Bank, og Poul Vorum, BDO.

 

Vi indførte den gode tradition, at vi afsluttede hvert semester med jysk pandegryde på Flauenskjold Kro samt Carlbergs elefantøl. Når vi kørte fra kroen sang Per tyske drikkeviser men også favoritter som ”Panden din, Næsen din” osv. osv. 

 

Efter 2 år i Aalborg ville vi på 2. del læse Organisation og Ledelse. Det foregik hver lørdag i 2 år i Kolding, medens Jens Ole og Poul klogelig holdt sig til økonomien og fortsatte i Aalborg. I 1973 kom der oliekrise, men vi fortsatte ufortrødent med, at jeg ringede kl. 05.00 lørdag morgen til Sindal, hvor Per var i gang med at tilberede morgenmaden, som vi indtog på en rasteplads 15 km syd for Viborg.

 

Undervisningen foregik i Kolding fra kl. 09.00 til 16.00, hvorefter vi returnerede til Vendsyssel. Vi bestod i 1974 eksamenen med glans, og Per fortsatte endda et år med fjernundervisning til København, hvor han blev HD’er i offentlig forvaltning.

 

Han var nu toptrimmet, så han startede naturligvis som konsulent i Dafolo, hvor han de første år arbejdede meget sammen med Hans Jørgen Bang, der var dygtig til at fortolke Drachmann. De udførte store opgaver til bl.a. til Miljøministeriet.

 

Men ved ansættelse af professor Børje Lindholm, Lund, fik Per en kollega, han stortrivedes med. De udførte tilsammen kæmpe store ledelses-  og kommunikationsopgaver bl.a. for Danmarks Lærerforening, Dansk Kommunalarbejderforbund, FOA osv.

 

Efter nogle fantastiske år gik Per på pension i 2001. Men det blev lidt for kedeligt for ham, så snart var han indblandet i enhver form for aktivitet i Sindal og Omegn. Han har altid været meget optaget af lokalsamfundet.

 

Da jeg i begyndelsen af 2006 startede eget konsulentfirma ved at arbejde med månedlige netværksmøder for ca. 100 nordjyske ledere fra den offentlige og private sektor, blev Per tilknyttet og han har optrådt som afløser for mig, når jeg har været forhindret. Han deltog naturligvis i mange af møderne. Jeg hentede ham i Sindal kl. 0730 og vi kørte sammen f.eks. til Skallerup Klit.

 

Det var som i gamle dage, men nu kunne han fortælle om aftenens generalforsamling i Møllen, om Hannes liv sammen med hyperaktive, kreative damer. Susannes liv med 3 børn, der var et og alt for ham, og Mortens udvikling til at blive enhver svigermors drøm. Da han samtidig har udviklet et meget stort kendskab til italienske vine og mad har de benyttet enhver lejlighed til at foretage ønologiske studieture til Italien.

 

De senere år har Hanne og Per haft fornøjelsen at passe Rumle, der har prøvet at holde Per i form ved dejlige lange morgenture. Det er slut nu. Vi vil alle sammen savne ham.

Æret være Pers minde.