Gode sager i sommervarmen

2019-01-16T14:25:59+00:0015. juli 2013|Kaj og vin|
Vi har fået et utal af gode vine og menuer i løbet af sommeren. Det vil føre for vidt at nævne dem alle.
Marianne og Anders har tilbragt sommeren i Skiveren, og vi havde fornøjelsen at deltage i en middag, hvor Anders tryllede ved grillen. Han havde medbragt en ordentlig luns hvalkød, der blev suppleret med friske champignons. En sand delikatesse. Dertil en let forret bestående af salat, gedeost, melon, fennikel, løg, olie og hvidløg. En forret så enkel, at selv undertegnede ville kunne lave den.
Henrik på De2Have i Skagen er en sand ekspert i cold climate wine. En dag var Annette med til en lækker frokost, hvor han diskede op med en flaske hvidvin pakket ind i sølvpapir. Vi skulle gætte indholdet, dvs. druen, oprindelsesland og distrikt. Det viste sig at være en pinot gris fra 2010 Ostler Audreys, Waitakt Valley, NZ. Min beskedenhed medfører, at jeg ikke vil fortælle om gætteriet, men kun at Annette er blevet en smager af format.
Det har også væet sjovt at smage en hvid Marsannay fra Domaine Jean Fournier 2011 og en tysk hvidvin fra Manz på druen Scheurebe.
Men vi skal ikke glemme et par klassiske ting, nemlig en Brunello 1983 fra Fanti og en St. Emilion grand cru classé Haut Sarpe 2006.