Domaine Duroché i Gevrey-Chambertin

2019-01-16T14:25:58+00:0013. oktober 2013|Kaj og vin|

Vores nære venner gennem mere end 30 år, Marietta og Gilles Duroché, byder os altid velkommen med åbne arme. De bor i Gevrey-Chambertin og dyrker med omhu deres 10 hektar med village, 1er cru og grand cru vine.

 

“Nous sommes épuisés”. “Vi er udmattede” var Mariettas første replik. Det siger sig selv. Vi ankom fem dage efter, at de havde afsluttet årets høst. I privaten på første etage sivede duften af vin, som var i fuld gang med at gære, op fra underetagen. 

 

Vi bor nu på første klasse i Gevrey-Chambertin. Vi har nemlig fået eget hus: “Maison Odile”. Marietta og Gilles har istandsat bedsteforældrenes hus på Rue de l’Eglise, og benytter det som gæstebolig. Vi bor vis à vis Domaine Rousseau og følger fra stuen på første sal med i aktiviteterne hos den verdenskendte topproducent og ønsker, at vi havde lidt vin derfra i glasset.

 

Vi lider bestemt ikke nød, når vi opholder os i selskab med Duroché-familien. Marietta er en mester til at lave rustikke retter. I år var højdepunktet coq au chardonnay med risotto lavet på aligoté. Dertil Gevrey Chambertin Champ 2009 og Latricières Chambertin 2007.

 

Pierre, sønnen som gennem flere år har haft ansvaret for vinproduktionen, så vi kun sporadisk, for han havde travlt med at overvåge gæringen. 

 

Gilles tog os med i kælderen, hvor vi smagte årgang 2012 direkte fra fadene. Det er en flot og elegant årgang, Pierre endnu engang har bedrevet. Vi ser frem til at få årgangen på hylderne hjemme i vinkælderen. To af vinene overraskede ekstra positivt: Gevrey Chambertin Les Jeunes Rois emmede af røde frugter, og Charmes Chambertin vibrerede af usædvanligt meget liv. August forstod, at det virkelig er ædle dråber, vi omgås. Eventuelle rester i glasset hælder vi nemlig tilbage i fadene. Ikke en eneste dråbe skal spildes!