Maison Trimbach i Ribeauvillé, Alsace

2019-01-16T14:25:58+00:0017. oktober 2013|Kaj og vin|

Det var med dybe rynker i panden, at Hubert Trimbach modtog os torsdag eftermiddag. Gårdspladsen myldrede med høstarbejdere, der kom hjem fra marken. Støvler, bukser, handsker og kar blev spulet rene. I indkørslen kørte den ene traktor efterfulgt af den anden ind og læssede grønne og røde druer af under opsyn af Pierre og Bernard Trimbach. I et tredje hjørne drønede en lille gaffeltruck rundt med kasser fyldt med stængler og kvas.

 

Aktivitetsniveauet var på sit højeste. Med god grund for tidligere på ugen havde de mistet to høstdage på grund af regn. For første gang i mange år bliver det nødvendigt at chaptalisere riesling, fordi druerne ikke har et tilstrækkeligt højt sukkerindhold ad naturlig vej. Og muligheden for at producere vendanges tardives er udelukket i år.

 

    

 

    

 

Alt vidner dog om, at formen er fin. Vi er tydeligvis på besøg hos en producent i verdensklasse. Væggene i smagelokalet prydes af forskellige hædersbevisninger. Der er diplomet fra Decanter, hvor Pierre Trimbach er kåret som en af de 10 bedste hvidvinsproducenter i verden. Og der er menu- og vinkort fra prinsessernes bryllupsfester i det svenske kongehus og fra Nobel-middagen i 2009, hvor Obama modtog fredsprisen. Til den slags begivenheder drikkes der riesling i topklasse fra Trimbach. Hubert fortalte som et kuriosum, at der er lavet 70 særlige flasker riesling til dronning Silvias 70 års fødselsdag. Druerne blev i 2012 håndhøstet af Sveriges kong Carl Gustav.

 

Hubert guidede os igennem udvalget af riesling, pinot gris og gewürztraminer. August drak det hele, som var det sødmælk, og erklærede, at han er stor fan af Trimbachs rene og elegante stil. Vi kan kun være enige.

 

Vi smagte: 

  • Riesling 2011
  • Riesling Cuvée Frédéric Emile 2007
  • Pinot gris Reserve 2010
  • Pinot gris Reserve Personelle 2007
  • Gewürztraminer 2011
  • Gewürztraminer Cuvée des Seigneurs de Ribeaupierre 2007
  • Gewürztraminer Vendanges Tardives 2007    

Som billederne nedenfor vidner om, smagte vi også på det lokale køkken. August havde et stort ønske om at smage choucroute og tarte flambée. På dette tidspunkt af rejsen foretrak Lilly og Annette escargots (i riiigeligt smør, som brødrene Price ville sige det) og salade gourmande.