Ønsker om en glad og dejlig jul 2013

2013-12-18T00:00:00+00:0018. december 2013|Kaj og familien|

 

En af vore bekendte skrev forleden dag: ”Alt i alt et fantastisk år”. Vi kan skrive det samme. Der var dog to sørgelige begivenheder, nemlig to dødsfald blandt vores nærmeste venner.

 

Professor Erik Johnsen døde i slutningen af april måned kort tid efter, at han havde deltaget i Augusts konfirmation. Jeg har arbejdet sammen med professoren siden 1974, hvilket har været en fantastisk oplevelse. Han regnes for at være den største ledelsesforsker i Skandinavien og er kendt overalt. Han blev 85 år, men var frisk i hovedet lige til det sidste, og vi havde stadigvæk mange gode oplevelser sammen.

 

Det samme gælder med Per Østergaard. Så det var lidt af et chok at blive ringet op af sønnen Morten, der fortalte, at faderen var død på sygehuset i Aalborg ramt af en blodprop i hjertet. Han var med i mit netværk, og vi kørte sammen til møderne, hvor han afløste mig, hvis jeg var forhindret. Vi har arbejdet sammen i mindst 40 år og har kendt hinanden endnu længere. Jeg savner dem begge hver eneste dag.

 

Ellers har det været stor travlhed i mit netværk ”Vild med Verden”. I 2013 har temaet været ”Verdensklasse”, og vi har haft besøg af Morten Albæk, Poul Elming, Reimer Ivang, Stig Meyer, Knud Erik Nielsen, Mads Lindholm, Palle Mikkelsen, Mikael Jentch, Tommy Christiansen, Jens Kristian Munk, Anne-Mette Hjalager, John Lundsgaard og Ib Bergkjær. De gjorde det alle fantastisk. 2014 tegner til at blive endnu mere spændende. Det gennemgående tema er: ”Hvad er meningen?”

 

Jeg har været censor på Aalborg Universitet, Handelshøjskolen København, Syddansk Universitet m.fl. siden 1981. Jeg har altid været meget glad for arbejdet og nydt arbejdet med de studerende, de dygtige professorer og de kønne sekretærer. Men i sommeren 2013 blev der oprettet et nyt system til fordelingen af censorer på de forskellige studier. Det viste sig, at jeg havde haft alt for mange opgaver i henhold til de nye regler, og siden da har jeg ikke haft en eneste opgave. Det er nok en epoke, der er slut, men jeg kan da trøste mig med, at jeg er den censor i Danmark, der har haft flest opgaver på HA, HD, cand.merc., MIKE, MPA, MPM, MBA, Humanistisk Informatik m.v.

 

Vi har haft stor glæde af at have abonnement på Aalborg Symfoniorkester, der i sæsonen optræder hver anden torsdag. Nu ser vi frem til det nye musikhus i Aalborg, der skal indvies den 29. marts. De afholder en stor Wagner talentkonkurrence, der afsluttes den 3. maj med stor gallakoncert. Apropos opera var vi i maj måned med operagruppen fra Frederikshavn på den årlige studietur. Denne gang til Stockholm hvilket var en stor oplevelse.Som ”Ven af Tordenskjold” har vi deltaget i flere arrangementer, lige fra ålegilde til julefest på Flådestationen.

 

Takket være mit netværk ”Vild med Verden” har vi også deltaget i mange receptioner. Her er det for øvrigt ofte de samme mænd, der møder op uge efter uge. Bl.a. min gamle ven Jens Ole Jensen, der nu er pensioneret bankdirektør. Ham snakker jeg ofte med, og han slutter altid med at spørge: ” Hvor mødes vi næste fredag?”

 

Året har også budt på et væld af fødselsdage. Sjovt nok flest 70-årige, men også til Lis og Jørgens diamantbryllup i Sæby. De var de første, jeg mødte, da jeg kom til Frederikshavn i 1961, og vi har holdt sammen lige siden. Kirsten og Poul Horsbøl holdt guldbryllup på Hotel Pinen ved Sallingsund. Fantastisk fest.Årets familieudflugt gik til Sæby med bl.a. et spændende besøg på Sæbygaard, hvor Marian Arenfeldt fortalte om historien. Vi sluttede af på Dronninglund Hotel, der serverede stegte ål.

 

Apropos familien har vi nydt, at Else har købt sommerhus i Bratten og ved passende lejligheder inviterer på stegte rødspætter. Hertil kommer, at Irene abonnerer på Sigurd Müller Vinhandels vinkasse, som vi så prøvesmager med stor fornøjelse.

 

I den gode madorden Confrérie Saint Esprit har vi som sædvanlig været til to arrangementer. I forårsfesten på Hotel Nyborg Strand deltog bestyrelsen fra Tyskland. Efterårsfesten foregik i Aalborg, hvor der bl.a. var udflugt til Ryå Mejeri i Aabybro. Her fortalte Lindhardt om oste, smør, islagkager m.v. og fremviste en flot bilpark af gamle modeller. Middagen foregik på Mortens Kro, der i sig selv er en oplevelse. Alt sammen anført af min gode ven Karl Otto Schmidt.

 

Vi har med stor glæde nydt vores traditioner med and Mortens aften hos Inger og Jes, operabesøg hos Birthe i Århus, pighvarre hos Helle og Leif i Kvissel, kulturbesøg hos Kirsten og Poul i Nibe, mad og vinmæssige oplevelser hos Jette og Preben i København og i sommerhuset på landet.

 

Apropos sommerhus, så har Marianne og Anderses gode venner Maiken og Arild købt et dejligt sommerhus i Skiveren.Ellers har det fantastiske sommervejr medført, at vi har haft så mange gæster som aldrig før. Begge terrasser har været i brug og uden at forklejne øvrige oplevelser, så var August og Annettes sherry/tapas smagning på vestterrassen en kæmpe oplevelse, der gav sherry nyt perspektiv.

 

Vi nåede også selv at komme på ferie. Vi var sammen med Inger og Jes i Piemonte, hvor vi boede hos vores vinvenner, familien Grasso, i 5 dage og fortsatte med krydstogtsskibet Costa på en 7 dages tur Middelhavet rundt. En uhyre vellykket tur, hvor alt klappede.

 

Vi var ikke mere end lige kommet hjem, før Annette og August inviterede på tur til Frankrig, hvor vi boede hos Marietta og Gilles Duroché i Gevrey Chambertin. Vi kom, lige da høsten var slut. Så vi smagte på årets første druesaft. Vi fortsatte til Alsace, hvor Hubert Trimbach var vært ved en stor dégustation. Vi kørte hjem via Champagne. Det var en lang køretur, men det var hele rejsen værd.

 

Det er dejligt at se, hvordan Marie og August lever med i familiens aktiviteter. De nyder at være i Frederikshavn, hvor mormor disker op med alle livretterne, og hvor de får lov til alt det, som de ikke må i København. Det er fantastisk at se, så dygtige Annette og Per er til at omgås børnene. Annette er for øvrigt meget glad for sit arbejde hos overborgmesteren i København, og Per har travlt som IT-direktør for Dagrofa-koncernen, der har hovedsæde i Ringsted.

 

Marianne og Anders stortrives i Stavanger. Han har kæmpesucces med at få krydstogtsskibe ind til Stavanger. Marianne blev dem 1. oktober udnævnt til kommunikationschef for Stavanger kommune, hvilket må siges at være fantastisk.

 

I år holder vi juleaften i Skiveren sammen med Marianne og Anders. 1. juledag samles vi alle sammen her på Orionvej for at fortære gåsen, der kommer direkte fra Birthe og Viggo i Ravnshøj. Det bliver fantastisk!Nytårsaften får vi som sædvanlig besøg af Inger og Jes, og vi skal i den anledning indvie nyt fjernsyn.

 

I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.

 

Lilly og Kaj