VL døgn på Copenhagen Marriott

2019-01-17T11:55:15+00:005. februar 2014|Ledelse og kommunikation|

Jeg havde for første gang tilmeldt mig årsmødet i Dansk Selskab for Virksomhedsledere, hvor jeg er medlem af VL gruppe 8 i Aalborg. Vi skulle have stået som arrangør af det årlige VL døgn, der skulle have været afholdt i det ny Musikkens Hus. Men efterhånden som dagene gik, blev vi bange for, at huset ikke blev færdigt til starten af februar måned, hvilket viste sig at komme til at stemme, så heldigvis blev det hele flyttet til Hotel Marriott i København, hvor 576 medlemmer var mødt op til en meget lærerig dag, der satte fokus på Industriens fremtid: “Industri – Version 2.0”.

 

Vi har i en årrække outsourcet en lang række industriprodukter til Kina, men pendulet er tilsyneladende ved at vende, så industrien tager produktionen hjem igen. Kineserne er selv begyndt at outsource til Vietnam, Indien m.v. på grund af stigende omkostninger, medens vi herhjemme nu mærker konkurrencen fra Polen m.v. og eksempelvis inden for slagteribranchen stærk konkurrence fra Tyskland, så der i dag køres tonsvis af grise til slagtning i Tyskland.

 

Konferencen blev indledt af statsminister Helle Thorning-Schmidt, der talte om Danmark som industriland – igen. Group CEO Thomas Schutz fortalte om F.L.Smidths udviklingsproces til service & virtuel orgnisation. Det var interessant at høre ham pointere, at Danmarks største aktiv i virkelighed var vores værdier (leverer det bestilte i den aftalte kvalitet til den aftalte tid til den aftalte pris med den rigtige service). Han er tysker, og det samme er Dr. Eckart Reihlen fra Bosch.

 

Reihlen forfulgte samme spor med de danske værdier, og han havde den fordel at have boet i Aalborg i 4½ år, så han var næsten blevet jyde. Kunne i alle tilfælde tale sproget og havde et meget interessant indlæg.

 

CEO Henrik Brandt, Royal Unibrew fortalte om deres turn-around efterfulgt af CEO Lars Rasmussen fra Coloplast, der talte om øget værdiskabelse for salg, marketing og innovation.

 

Eftermiddagen sluttede med tre meget interessant indlæg. CEO Kjeld Johannesen, Danish Crown, fortalte yderst forståeligt om situationen inden for slagteri- og landsbrugssektoren. CEO Jørgen Vig Knudstorp, Lego koncernen, fortalte om de senere års succes. Dagen sluttede med, at en af Sveriges rigeste mænd, Marcus Wallenberg, fortalte om, hvorfor Sverige har været i stand til at skabe meget store industribedrifter, bl.a. på grund af naturråvarer som jern, malm m.v. Efter den stående buffet afsluttede USA’s ambassadør Rufus Gifford den meget vellykkede dag med at fortælle om økonomien i USA.