Åbningskoncert i Musikkens Hus i Aalborg

2014-03-30T00:00:00+00:0030. marts 2014|Kaj og familien|

I lørdags var der officiel åbning af det nye Musikkens Hus i Aalborg, hvor en kreds af sponsorer m.fl. var indbudt. Dronningen satte kronen på værket ved at deltage og klippe snoren over ved at trykke på en knap. Bygningen har kostet 1 milliard, som Real Dania m.fl. har finansieret mod, at Aalborg kommune over en 30 årig periode skal betale et fast årligt beløb.

 

Huset er først og fremmest bygget til Aalborg Symfoniorkester, men AAU har lejet sig ind med musik, arkitektur, design m.v. Bygningen er tegnet af arkitektfirmaet Coop Himmelblau, Østrig, der er blevet rost meget for den robuste bygning, der passer fint ind i det arkitektoniske rå miljø på havnefronten langs Limfjorden.

 

Søndag var det så Symfoniorkestret der holdt sin egen åbningskoncert. Det blev en fantastisk oplevelse. Musikchef Jan Kvistborg bød velkommen og gav podiet videre til chefdirigent Rumon Gamba, der som sædvanligt var i strålende form.

 

Man startede med Efterklange af Ossian – koncertouverture, hvorefter Nikolaj Znaider tryllede på sin 20 mio. kr. violin. Han spillede først Tjajkovskij: Violin koncert, der nok for mit vedkommende er det bedste, jeg kan opleve. Vi har engang set filmen, Koncerten, som netop omhandler dette stykke musik. Da vi kom hjem, gik jeg ind på You Tube, hvor der var en række indspilninger af violinkoncerten, heriblandt en ung Anne Sophie Mutter.

 

Kl. 03.30 åbnede Lilly døren til mit kontor. Hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke kom i seng. Så måtte jeg stoppe med musikken. Det kneb ellers for Tjajkovskij med at få nogen til at spille koncerten. Den store russiske violinist Leopold Auer erklærede den for uspillelig. Den var simpelthen for vanskelig. Det havde vi nu ikke indtryk af, at Znaider led under. Han og orkestret foldede sig ud i fuld flor, og publikum forlangte ekstranumre, og det fik vi.

 

Efter pausen spillede orkestret Edward Elgars variationer over et tema. Her var Rumon Gamba på hjemmebane. Publikum forlangte atter ekstranummer. Jeg er ikke klar over, hvad stykket hed, men det blev spillet så inderligt, at vores fremragende dirigent fik tårer i øjnene af glæde over orkestrets præstation. Det blev en flot afslutning på åbningen.