AAU studerende på studietur til Frederikshavn

2019-01-17T11:55:15+00:0019. marts 2014|Ledelse og kommunikation|

Jeg havde igen i år fornøjelsen af at arrangere virksomhedsbesøg for internationale studerende fra studiet International Economics and International Marketing på AAU. Der var tilmeldt 55.

 

Vi startede hos Sæby Fiskeindustri, der producerer ca. 100 mio. dåser makrel pr. år (afhængig af makreltilførslen) og regnes for Europas største. Adm. direktør Henrik Mikkelsen viste rundt og fortalte om bedriften, der må betragtes som en elitevirksomhed, hvor der er lagt vægt på kvalitet, sikkerhed, æstetik m.v. En imponerende oplevelse, der gjorde stort indtryk på de studerende.

 

        

 

Vi fortsatte til Martin by Harman, professionelt lys i Frederikshavn. Den flotte glasfabrik er stadigvæk helt moderne, og den nye manager, Finn Grydehoej, strålede over hele kroppen af begejstring for produkterne, medarbejderne og ingeniørkunsten.

 

Vi ilede videre til Vestergaard Marine Service på Havnen, der yder service, reparationer m.v. af dieselmotorer og project management. Teknisk direktør Peter Nørgaard fortalte med stor lune om det daglige liv i den spændende virksomhed med 140 ansatte, der de senere år har modtaget præmier for innovation, service, medarbejdertilfredshed m.v. Man arbejder ud fra devisen: “Kan du stave til det, kan vi lave det” uanset om det foregår på New Zealand, i Stillehavet, på Grønland eller i Miami. Vestergaard sponsererede sandwich, som kantinelederen havde smurt til os.

 

        

 

Vi fortsatte nu mætte og med ny energi til Frederikshavn kommune, hvor jeg havde glædet mig til at præsentere vores nye kvindelige borgmester Birgit Hansen, der ville have været en kanonoplevelse. Men vi var så forsinkede, at Birgit måtte melde fra presset af møder om kommunens økonomi. Udvikler Rikke Gundersen gennemgik på rekordtid kommunens erhvervspolitik. Det hele foregik i byrådssalen. Det viste sig, at jeg havde været censor ved Rikkes cand.merc. eksamen. Det hele var en fornøjelse.

 

Min gode ven Torben Johansen, MAN Diesel & Turbo, ventede derefter på os. Det lykkedes ham med vanlig tempo og energi at holde alle aktive, og det var spændende at høre om forvandlingen fra stor produktionsvirksomhed til en servicebedrift med propeller som speciale, hvor det især er i Japan, Korea og Kina det sner.

 

        

 

Sidste besøg var hos Per Malmberg, Arena Nord, der vader fra succes til succes med koncerter, boksestævne, udstillinger, tatovører og håndbold. Per er jo en af mine gamle drenge. Det sjove er, at dem er der fire mere af i Arenaen, så det er ikke helt tilfældigt at det går godt!

 

Fyldt med indtryk var det en flok trætte men glade studerende, der med søde og rare ass. professor Svetla Marinova satte kursen mod Aalborg.

 

Jeg glæder mig allerede til næste år. Det er en fornøjelse at præsentere de flotte bedrifter med meget engagerede og dygtige ledere.