Hvad er meningen med organisationer?

2019-01-17T11:55:15+00:0027. marts 2014|Ledelse og kommunikation|

Professor Jørgen Gulddahl og lektor Mette Winther Larsen forelæste over emnet: ”Hvad er meningen med organisationen?” i netværket Vild med Verden.

 

Det var helt befriende at komme på skolebænken igen. I gamle dage var det en overgang mode, at man skulle arbejde med strategisk planlægning. Jeg erindrer for eksempel Perspektivplanen i 1973, der medtog alt, hvad der kunne hænde i Danmark de næste 20 år.

Desværre skete der det, at samme dag som perspektivplanen udkom i to tykke bind, startede oliekrisen, der ødelagde alle planerne. Derfor er begrebet strategisk planlægning udgået og erstattet med strategisk ledelse.

 

De første år havde man et objektivt udgangspunkt, idet man mente at kunne forudse og konsekvensberegne de forskellige udviklingstrin. Det er der mange, der gør den dag i dag. Eksempelvis er næsten al offentlig planlægning baseret på denne tankegang.

 

Nu er det imidlertid sådant, at ordet objektivitet ikke eksisterer i Mette og Jørgens leksikon, idet de ikke mener, at man kan tegne et sandt billede af virkeligheden, men derimod betragter alt som værende subjektivt. De betragter derfor ledelse som en subjektiv proces mellem mennesker og definerer strategisk ledelse som meningsskabende processer. Det har de skrevet en bog om, som er udkommet på Jurist og Økonomforbundets Forlag, og det handlede formiddagen om. Deltagerne blev ganske grebet af tankegangen, og vi skal i alle tilfælde have Mette og Jørgen på podiet igen næste år.

 

Mødet foregik på Martec, Søfartsskolen, Kragholmen 180. Tak til Esben for organiseringen og tak til den flinke kantinedame, der kræsede for os.