Royal Philharmonic Orchestra i Musikkens Hus

2014-04-07T00:00:00+00:007. april 2014|Kaj og familien|

Vi har tidligere oplevet det verdensberømte orkester i Royal Festival Hall i London og med en billetpris på 700,- kr. pr. stk. var forventningerne høje. Aftenens program var Dvoraks violinkoncert med Arabella Steinbacher, violin, som solist. Hun kunne sandelig si kram og blev da også tiljublet af publikum.

 

Efter pausen kom Sjostakovitj 10. symfoni, som jeg opfatter som en prøvelse. Den er vist nok et forsøg på at skildre livet under Stalin, og der er måske noget om snakken. Første sats er alene på 20 minutter, der slæber sig afsted. Dog er slutningen brutal givet ved, at alle mand spiller for fuld kraft. Her er jeg bange for, at akustikken i Musikkens Hus, er for god! Larmen er øredøvende. Jeg kom til at kigge på en ældre dame, der holdt sig for ørene. Pludselig rev hun høreapparatet af, som om hovedet var ved at sprænges.

 

Det hele blev dirigeret af Charles Dutoit, en yderst formel herre, der i bedste franske stil viste sig at have charme, blandt andet ved at give “blomsterpigen” en række kindkys, så den unge dame rødmede klædeligt. Han var dog forinden lige ved at miste besindelsen. Publikum udviste nemlig en manglende forståelse for, hvornår man klapper. Mindst 5 gange i løbet af koncerten afbrød publikum koncerten ved at klappe i utide, men han valgte til sidst at fortsætte som om, intet var hændt.

 

Det får mig til at tænke på, da Anne Sophie Mutter sidst var i Aalborghallen. Hun startede uhyre koncentreret og energisk, men efter 3 min. blev hun afbrudt af publikums begejstrede klapning og tilråb. Da det skete for 3. gang, stoppede hun og bad dirigenten om at henstille til publikum om at vente med bifaldet til, han gav besked herom. Det hjalp. Måske skulle vores charmerende chefdirigent Rumon Gamba ved lejlighed holde et foredrag for publikum om: “Hvornår klapper man?”.

 

    

 

Billederne er knipset af Jeppe Vangsggard, som kom til undsætning, idet jeg selv havde glemt såvel mobiltelefon som kamera.