The Lauritz Melchior International Singing Competition

2014-04-30T00:00:00+00:0030. april 2014|Kaj og familien|

For 5 år siden fik den daværende musikchef ved Aalborg Symfoniorkester Poul Elming den gode idé, at man hvert 3. år skulle afholde en sangerkonkurrence gående på at kåre årets unge Richard Wagner sanger. Det lykkedes efter megen møje og besvær at afholde den første gang i 2010, og det blev en stor succes for Aalborg Symfoniorkester m.fl.

 

Så måtte man vente på, at det nye Musikhus blev færdigt, og da man var sikker på datoen, blev konkurrencen udskrevet. Der meldte sig 64 kandidater. En præjury lyttede til de indsendte bånd og skar antallet ned til 16, der i weekenden deltog i en indledende runde med klaverakkompagnement. 12 blev udvalgt til kvartfinalen, hvorefter der var 8 tilbage til semifinalen med Aalborg Symfoniorkester, som fandt sted onsdag den 30. april. 

 

Der var 4 mænd og 4 kvinder og resultatet blev, at der kom 2 mænd og 2 kvinder i finalen, der finder sted lørdag den 3. maj. Dronning Margrethe har meldt sin ankomst. De 4 finalister blev udpeget af en 8 mands hovedjury med professor Hans Gammeltoft Hansen som formand (tidligere folketingets ombudsmand).

 

Vi overværede forestillingen, der blev en stor oplevelse. Det blev forrygende spændende. De 4, der går videre til finalen på lørdag, blev sopran Tiina-Maija Koskela fra Finland, sopran Karen Foster fra USA, tenor Erik Nelson Werner fra USA og endelig en dansker, tenor Magnus Vigilius. Jeg tør ikke spå om udfaldet,  men der er måske en rettesnor i, at der i aftes var en ungdomsafstemning, hvor bl.a. elever fra Frederikshavn Gymnasium kårede den amerikanske tenor Erik Nelson Werner som vinder af Ungdommens pris.

 

Både Poul Elming og den nuværende musikchef Jan Kvistborg er medlemmer af mit netværk Vild med Verden, og da jeg har bidraget lidt til processen, er vi inviteret til forprang allerede kl. 16.30, så vi er klar, når Margrethe kommer. Det bliver spændende.