Overborgmester Frank Jensen i “Vild med Verden”

2019-01-17T11:55:14+00:0015. august 2014|Ledelse og kommunikation|

Vi var 35 forventningsfulde netværksdeltagere til møde på Ocenariet i Hirtshals for at høre overborgmester Frank Jensen tale om: “Hvad er meningen med Københavns Kommune?”.

 

Han skulle lande i Aalborg Lufthavn kl. 08.05, og Anni Walther stod med sin nypudsede Alfa Romeo parat til at modtage ham. Netop kl. 08,05 ringede han til mig, da jeg var på vej til Hirtshals. Han var ikke kommet med flyet. Næste fly var udsolgt, men han kunne evt. være fremme kl. 12.00, men da var det jo for sent. Så vi må finde et tidspunkt næste år.

 

Det var selvfølgelig en noget skuffet forsamling, der fik nyheden, men heldigvis er alle deltagerne folk af standing. Direktøren for Ocenariet, Karl Henrik Laursen, overtog podiet og fortalte om den daglige dont i det store center, hvor der alt i alt med forskningsparken er 240 ansatte, så det er da noget af en butik. Han førte os også rundt i Ocenariet, hvor vi bl.a. så de to nye klumpfisk, som vi må håbe kan overleve. Vi savner jo allesammen Anton og Andrea m.fl.

 

Forinden havde direktør fra Sol og Strand, Kaj Frederiksen, fortalt om deres virke som stort sommerhusudlejningsfirma. Han var i topform, da 2014 tegner særdeles lovende. Endelig fortalte borgmester Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune, om livet i kommunen. Da han netop er blevet udnævnt til formand for turistudviklingen i Nordjylland, blev dagens emner ekstra interessante. Da vi desuden sluttede af med en forrygende fiskefrokost komponeret af chefkok Ole Nielsen, blev det, der tegnede til en kæmpefiasko til en grand succes.