Byvandring i Aalborg

2014-09-27T00:00:00+00:0027. september 2014|Kaj og familien|

Vi var inviteret til byvandring i Aalborg og skulle møde på Aalborg Historiske Museum, hvor vi blev modtaget af direktør Lars Christian Nørbach, der øste af sin fantastiske historiske viden og fortalte om fusionen af en lang række lokale museer.

 

Vi ser frem til, at bunkeren i Rold Skov bliver åbnet. Det må blive et hit af de helt store, bl.a. fordi man skulle sove parvis, eksempelvis statsminister og finansminister. Efter manduktionen førte Lars os hen til Gråbrødreklostermuseet, der er gravet frem under Algade. Vi tog den geniale elevator, hvor der er selvbetjening, blot man kaster penge i automaten. Vi kom 3 meter under jorden og blev modtaget af kjøgemester Jesper Lynge fra Lindholm Høje, der midt iblandt skeletter og klostermure, serverede en fremragende laks med Aurion brød og mjød.

 

Efter et meget langt foredrag blev vi ført videre til Jens Bangs Stenhus, hvor vi besteg en lang trappe op til øverste sal, hvor der er indrettet en Apotekersamling med arkivalier, beholdere, apparater fra Aalborg Svaneapotek gennem 300 år. Her midt imellem apotekervand m.v. fik vi serveret små tarteletter med aspargessovs og rejer og dertil rigelig mængde Madeira. Når jeg skriver rigelig er det fordi, der ikke fandtes toiletter på loftet, så efter smagning af hjemmelavede brystdråber ilede vi tilbage til Historisk Museum, hvor vi blev bænket i Aalborgstuen, der er fra 1602.

 

Her blev der serveret vikingepaté med rimelig mængde rødvin. Derefter blev der budt på ost og rødvin, men vi kunne ikke mere, og Alfaen skulle jo også ramme tunnelen i nogenlunde ædruelig stand. Det lykkedes fint, og vi kom godt hjem efter en spændende aften.