Udflugt til Frederikshavn Kirkegård for medlemmer af “Venner af Tordenskjold”

2014-09-13T00:00:00+00:0013. september 2014|Kaj og familien|

Det var lidt underligt at mødes på Fladstrand Kirke, der regnes for Frederikshavn Kirkegård.

 

Dagen før var min gode ven, sparekassedirektør Jørgen Giversen, blevet begravet, ramt af kræft i halsen. Han blev 72 år. Han var ansat i Spar Nord i mange år og var en strålende direktør, der gennemførte store fusioner af lokale sparekasser til et af Danmarks største pengeinstitutter.

 

Jeg var selv tilknyttet Spar Nord som konsulent fra 1984 til 1989, hvor jeg arbejdede tæt sammen med Jørgen, hvor opgaven bl.a. bestod i at udvikle sparekassen til en servicevirksomhed med kunden i centrum. Det blev bl.a. gennemført ved et stort organisationsudviklingsprojekt med tilhørende lederudvikling, udarbejdelse af “værdigrundlag” for Spar Nord samt medvirken i at udvikle det såkaldte Etiske regnskab, der blev videreført af Handelshøjskolen, København.

 

Kæmpestore projekter, der dannede skole for hele pengesektoren i Danmark. Jørgen blev meget efterspurgt som foredragsholder og kom med i utallige råd og udvalg for ikke at tale om en lang række bestyrelser. De senere år har han sammen med Jette arbejdet meget med at udvikle Frederikshavn og Omegn, bl.a. ved stort engagement i Tordenskjold dagene. Kirken var fyldt til sidste plads.

 

Dagen efter samledes Venner af Tordenskjold til en rundvisning på Kirkegården anført af arkivar, forfatter og humorist Erik Christensen, der til dagligt sidder på Bangsbo Museum. Han er i sandhed et eksemplet på et levende leksikon, der ved alt om Frederikshavn. Her på kirkegården havde man nærmest fornemmelsen af, at han kendte alle de døde. Han kunne i alle tilfælde fortælle om deres bedrifter. Det var også interessant at høre om de mange grave med udenlandske søfolk faldet i diverse krige. Efter 2 timers rundvisning og foredrag samledes vi for at indtage den medbragte madpakke og passende drikkelse. Vi glæder os allerede til at høre Erik Christensen igen. Han har nok af stof at tage af.