Casper går fra Tanken og starter Co

2019-01-17T11:55:14+00:001. december 2014|Ledelse og kommunikation|

Min gamle medarbejder, Jørn Casper Sørensen, stoppede i dag som formand for Tankegang efter 40 år i kommunikationsbusiness. Han startede dog som smed, men kom til Dafolo i 1975 og var med til at starte vores kortafdeling i samspil med Finn Skinderholm, Jysk Kartografisk Bureau, som vi overtog. Det blev et dynamisk par, der ikke var enige om ret mange ting, men begge meget engagerede.

 

Der blev ansat et par fremragende piger, Anni og Gitte, der i høj grad var med til at skabe en spændende gruppe, der arbejdede meget både med effektiviteten og trivslen. Desværre kom man skidt fra start med at tabe penge på de første 40 ordrer. Det gav et dårligt image internt i firmaet, som aldrig blev overvundet og i konsekvens deraf, startede man for sig selv i 1986 ved at stifte Kortgruppen sammen med Claus Grøngaard.

 

Navnet blev i 2002 ændret til Tankegang, og man flyttede i nye lokaler, hvor man eksperimenterede meget for at skabe bedre kommunikation, bl.a. ved ikke at have faste arbejdspladser. Dem, der kom først om morgenen, fik de bedste pladser, så derfor skulle man altid finde Casper bagerst i lokalet. Der skal dog siges, at han til gengæld var sidste mand om aftenen.

 

Han har i alle årene været i kontakt med lokalmiljøet i Frederikshavn, bl.a. i bestyrelsen for byfonden og ved receptionen i dag, kunne vores dejlige, kvindelige borgmester, Birgit Hansen, rose ham for mange initiativer. Noget af det seneste har været, at han fortæller, at man skal “gå i seng” med kunden. Hun kunne ikke prale heraf, men dog fortælle, at hun har været i sandkasse med Casper, da de skulle øve sig i at være kreative.

 

Vores fælles ven, Ejvind Nielsen, som de fleste kan huske fra fodboldbanen, er opvokset sammen med Casper, så han kunne fortælle om fælles oplevelser. I årenes løb er Casper blevet mere og mere til italiensk vin, så det var derfor lidt forbavsende, at der til receptionen blev serveret spansk hvidvin, rødvin fra Portugal og rosé fra Sancerre til lækre tapas bidder.

 

Men vel blot et eksempel på hans eksperimenterende sind. Nu vil han som 68 årig fortsætte med Casper & Co, uden at vide hvad Co står for. Det bliver spændende!