Gamba, Yana og den nye violin

2015-03-26T00:00:00+00:0026. marts 2015|Kaj og familien|

Ved aftenens koncert med Aalborg Symfoniorkester, kom jeg til at tænke på engang, vi havde besøg af koncertmester Sveinung Sand, Stavanger Symfoniorkester. Han elsker gamle Burgundere (hvem gør ikke det?).

 

Efter at have indtaget gudedrikken på terrassen, fik han øje på min gamle violinkasse. Spurgte om han måtte åbne den, hvilket han selvfølgelig måtte. Han tog violinen ud af kassen og kunne straks konstatere, at den var bygget i Berlin i 1922 af cigarkassetræ. Han fattede buen og tog eet strøg, hvorefter han med tydelig væmmelse, lagde violinen på bordet. Han mente, at det var lidt af en vittighed, at der inden i kassen er printet “Copy by Antonius Stradivarius”.

 

I torsdags blev vi så præsenteret for en ny violin. Ikke en Stradivarius, men et mønstereksemplar bygget af violinbyggeren Stephan von Baehr til Aalborg Symfoniorkesters koncertmestre. Den fornemme overrækkelse blev foretaget af formanden for Musikhusets Venner Bjarne Juel til musikchef Jan Kvistborg, der kunne fortælle, at violinen var afstemt til Musikhusets koncertsal. Det fik vi snart at høre, idet koncertmester Yana Deshkova var solist i koncert nr. 2 for violin og orkester.

 

Yana spillede efter en perfekt opførelse et lille ekstranummer af Bach, og her kom instrumentets klang til sin ret. En af mine journalistvenner udtrykte det på den måde: ”Den havde kant og var skarp”. Samme person var for øvrigt meget kritisk over for koncertens indledende symfoniske suite Løjtnant Kije af Sergej Prokoflev, som jeg til gengæld var glad for, idet de enkelte solisters indslag rigtig kom til sin ret i denne billedskabende musik.

 

Efter pausen fik vi symfoni nr. 1 af William Walton. Vores egen chefdirigent Rumon Gamba introducerede på vanlig vis og gav os et billede af komponisten, så vi bedre kunne forstå værket. Rumon fortalte om Waltons sindsbevægelser, idet han var en meget temperamentsfuld herre, men Rumon fik elegant flettet ind, at han også var meget glad for piger (altså Walton).

 

Vi fik herefter smæk for skillingen. Orkestret blev presset til det yderste, og de enkelte medlemmer leverede det optimale. Rumon selv var i topform og leverede en kraftpræstation, så vandet drev af ham. Det var i sig selv en oplevelse. Men som min lidt halvsure journalistven sagde efter koncerten: “Var ham dirigenten ikke ved at gå i selvsving?”. Det er ikke nemt at gøre alle tilpas!