Fyrkatspillet 2015 i Hobro: Troldridtet

2015-06-06T00:00:00+00:006. juni 2015|Kaj og familien|

Det eneste sted i Danmark, hvor der opføres vikingeteater i et vikingehus, er på Fyrkat i Hobro. Vi var inviteret af Jytte og Søren Bragh Frederiksen. Jytte er formand for Fyrkatspillet, og Søren er er tidligere tolder, bl.a. i Sæby, og synder, da han er stor Bourgogne fans. De har nu på 29. år været med til at arrangere spillene og har således næste år 30 års jubilæum.

 

Der er ca. 100 aktører, hvoraf ca. 30 er professionelle skuespillere. Instruktør Martin Ringsmose skriver i omtalen af årets spil:

 

“En flok islandske Leikara – skuespillere, gøglere, musikere og historiefortællere – er på flugt. På flugt fra naturens hærgen på Island. På flugt fra den norske konges ubarmhjertighed. Trætte og forslåede når de Danmark og – tilfældigvis – Fyrkat. De beder om ly for natten og efter benhårde forhandlinger med Roald, Fyrkats øverstkommanderende, får de lov til at blive, hvis de vil fortælle historier “og de har bare at være gode”.

 

Og er der noget Leikara kan, så er det at fortælle gode historier. Rørende, skræmmende, voldsomme, sjofle historier tilsat er kraftig stænk af islandsk humor. Så de kaster sig ud i det med liv og sjæl. Men hvor længe? Indtil Roald, den øverstkommanderende begynder at kede sig og kyler dem ud i regnen og uvejret igen. Eller til den norske konge opsporer dem for at slå dem både halvt og helt ihjel.

 

Aftenens forestilling præsenterer nogen af de bedste islandske sagaer fremført af en flok skønne, vilde og charmerende skuespillere, der synger, danser, spiller musik, ja de laver endda deres egne lydeffekter! Det er teater, som ikke tidligere er set på Fyrkat. Vi håber, at I vil finde fryd ved at tage med os på denne rejse”.

 

Og det blev en fryd. De to x 50 minutter gik hurtigt med en god kop kaffe i pausen, der gav en tiltrængt varme i den stride blæst. Men der var forbavsende varmt i Vikingeborgen. Aftenen sluttede med taffel, der bestod af Zinfandel rødvin og grillstegte lammekøller. Et rigtigt vikingemåltid.

 

Vi glæder os til Fyrkatspil nr. 30 i 2016, hvor der bliver dejligt dansk sommervejr!

 

Tak til Jytte og Søren.