Julemarked på Børglum Kloster

2015-11-29T00:00:00+00:0029. november 2015|Kaj og familien|

Vi var så heldige, at Marianne, Marie og Annette kunne deltage i årets udflugt til Børglum Kloster, hvor Anne og Hans Rottbøl atter i år havde arrangeret julemarked med talrige boder, der fremviste juleting og bød på smagsprøver.

 

De private julepyntede stuer er et vældigt trækplaster. Dertil kommer julenisser der myldrer overalt og nogle af dem spiller over i købet på diverse messinginstrumenter, selv om den kolde vind var lidt af en udfordring.

 

Vi startede med frokost, hvor den legendariske tomatsuppe var som skabt til klimaet. Kl. 13.00 var der koncert i kirken med de to døtre Anne Marie og Benedikte, der med deres kønne sopranstemmer kan synge kirken op. En flot lille minikoncert.

 

Efter rundgang på slottet, sluttede vi af med en omgang gløgg og æbleskiver, inden vi bevægede os ud i orkanen Gorm, der indeholdt masser af vand og hagl.

Tilslutningen til julearrangementet var enorm. Parkeringspladserne var fyldte, og selv på landevejen til Vrensted var der en lang kø. Dejligt for Anne og Hans, men som min gamle ven politimester Søren Kamp Knudsen ville have sagt: “De har fortjent det”.