Kajs netværk Vild med Verden i februar måned

2019-01-17T11:55:12+00:0012. februar 2016|Ledelse og kommunikation|

Så fik vi taget hul på årets netværksmøder. Og hvilken start den 5. februar på Aalborg Universitet, hvor professor Olav Juul Sørensen og senior rådgiver Keld Arenhold Christensen havde arrangeret en uhyre spændende formiddag om forholdene i Kina contra Nordjylland.

 
Professor Li Xing fortalte om Kinas strategi med internationaliseringen, kulturkonsulent Ulla Tjell om kinesisk kultur baseret på et besøg Jammerbugt kommune havde foretaget til deres kinesiske venskabskommune, adjunkt Ane Bislev, AAU om kinesiske turister i Nordjylland, konsulent Preben
Røgild Knudsen, NIRAS om at lave forretning i Kina og endelig professor Olav Jull Sørensen om 500 danske virksomheders liv i Kina. Afsluttende med en lækker frokost i Kina.
 
Vi fik dermed startet det kinesiske nytår med et brag.
 
    
 
Fredag den 12. februar gik turen så til Nordex-Food, Dronninglund. Mødet foregik på det velegnede Dronninglund Slot, hvor Director, Purchase & Logistics Egon Sørensen fortalte om firmaets historie, hvor han selv har været med i 36 år siden starten med udgangspunkt i Ørum Mejeri til i dag, hvor man omsætter for 1.2 mia. i hvid ost m.v., er ca. 300 ansatte, ejer 3 mejerier i Danmark, Østrig og Rumænien, fragttonnage på ca. 45.000 tons brutto, eksporterer til 50 lande og har egne datterselskaber i 3 lande.
 
Egon havde forfattet et kæmpemanus kombineret med slides, og kombineret med utallige spørgsmål fra deltagerne var formiddagen pludselig gået. En fantastisk oplevelse, der blev afsluttet med en lækker frokost i slottets restaurant.
 
Vi forlod alle det fine slot fyldt med viden om hvid ost, der viste sig også at kunne være gule, blå, stærke, bløde, hårde, modne, friske, milde osv. Nu glæder vi os til at møde turistdirektør René Zeeberg den 11. marts i Skallerup, der skal fortælle om unboss ledelse.