Vinsmagning på Rold Storkro

2019-01-16T14:25:54+00:0028. februar 2016|Kaj og vin|

For ca. 1 år siden ringede hotelejer Jørgen Pedersen Rold Storkro, om jeg ville holde en vinsmagning for den lokale vinklub den sidste søndag i februar måned 2016. Samtidig inviterede han os til weekendophold på kroen, så vi også kunne deltage i smagningen uden at tænke på efterfølgende kørsel.

 

Vi ankom lørdag kl. 14 til en kop kaffe og en lille gåtur i den flotte natur. Middag kl. 18.00 med et glas champagne og 3 retters menu, der bestod af:

  • Varmtrøget laks med sprød salat, hytteost, dild og æble
  • Rosmarinstegt krondyrskølle med pommes provencale og flødevildtsauce
  • Nøddemazarin med syltede bær og appelsincreme

Dertil vin ad libitum, kaffe og cognac. Totalt udsolgt, så der var liv og glade dage.

 

Søndag morgen indledtes med en lækker morgenbuffet, hvorefter der kl. 10.30 var fælles travetur i Rold Skov med fru Bente som kyndig og dynamisk guide. Turen blev afbrudt af Jørgen Pedersen, der var mødt op i Lars Kjærs Hus med et glas af Krybskyttens Bitter, der faldt på et tørt sted. Ved hjemkomsten stod den fine søndagsfrokostbuffet klar med et udvalg af kolde og lune lækkerier.

 

Derefter en velfortjent middagssøvn, inden vi kørte til Mosskov Pavillonen for at drikke eftermiddagskaffe, men det var halsløs gerning, idet der var mindst 1.000 mennesker, der var ude at nyde det gode vejr og den skønne natur, og alle ville have kaffe, hvilket naturligvis var umuligt, så vi fortsatte i høj fart til Hadsund, hvor Jens på Færgegården serverede kaffe med stort kagebord. Vi fortsatte til Mariager langs fjorden og nåede via Hobro hjem til Rold Storkro, tidsnok til at vi var klar til vinsmagningen kl. 19.00.

 

    

 

Den indledtes med, at Bente demonstrerede, hvorledes man åbner en flaske champagne. Hun var nok kommet til at ryste lidt for meget på flasken, thi proppen var lige ved at have røget gennem ovenlyset.

 

Vi smagte derefter på vine leveret af Sig. Müller Vinhandel, Aalborg, hvor min gode ven Ib Bergkjær havde udvalgt en række gode sager. Han var i godt humør efter at have været gæst i radio24syv i Poul Pilgaard Johnsens Flaskens ånd. Vinprogrammet bød på:

  1. Champagne Grand Cru Grande Reserve, André Clouet, Bouzy
  2. Riesling Vieilles Vignes 2011, Domaine Trimbach, Alsace
  3. Pouilly Fumé 2014, Domaine de Ladoucette, Loire
  4. Bourgogne Blanc 2013, Domaine Faiveley
  5. Beaune 1. cru Clos de Ecu Monopole 2013, Domaine Faiveley
  6. Gevrey Chambcertin Aux Echezeaux 2013, Domaine Bryczek
  7. Morey St. Denis 2013, Domaine des Beaumonts

    

 

Til vinen fik vi en lækker fiskeret og masser af ost. Jeg præsenterede de enkelte vine og fortalte små anekdoter og efterhånden som vinen, snakken og maden gled ned, blev stemningen bedre og bedre, og det endte med at være svært hyggeligt. Efter at have sagt godnat til de 35 fremmødte, var vi også klar til at gå til køjs oven på en dejlig weekend.

 

Det er ganske imponerende, at Jørgen Pedersen nu på 37. år stadigvæk forstår at forny kroen og konceptet, men han har fundet et fint samarbejde med medejer Lars Kæp, der arbejder som en hest og fru Bente, der nærmest må betegnes som multifunktionel, idet hun kan deltage i alt, hvad der foregår med stor vellyst og energi. Dejligt at opleve.