Musik og ledelse i Musikkens Hus

2019-01-17T11:55:09+00:0018. november 2016|Ledelse og kommunikation|

År 2016 har været et fantastisk år for mit netværk “Vild med Verden” og afslutningen i Musikkens Hus i Aalborg blev effektfuld. Temaet var musik, ledelse og kommunikation.

 

Musikchef Jan Kvistborg havde arrangeret en pragtfuld formiddag. Han tryllebandt de 75 tilhørere ved selv at fortælle om ledelse af et symfoniorkester.

 

Vi var så heldige, at dirigenten til TV2’s julekoncert, Henrik Svenning, var så venlig at indlede den første time med at fortælle og illustrere rollen som dirigent. Han fik os alle sammen på gulvet til korsang, hvor især den lille gruppe af hvidhårede basser brillerede ved at kunne fastholde grundtonen. 

 

Efter pausen ankom 4 musikere fra symfoniorkesteret og understøttede Jans storytelling ved at demonstrere de forskellige udsagn med eksempler fra musikernes verden. Fremragende pædagogik. 

 

Tredje akt foregik i den store koncertsal, hvor Henrik Svenning havde startet prøverne på julekoncerten. Vi fik således set og hørt teorien i praksis. En fantastisk formiddag og stor tak til Jan og musikanterne.